I believe that what most people want and need is a unified system for all their work and records, not a bunch of separate "applications." This means the management of versions and copies and their variations, built of tracked small pieces with their origins known-- not big lumps with their origins lost (files as we know them today). This means juggling and managing vast amounts of fine-grained information-- thousands of items-- in multiple contexts. An item should only need to be entered once, and become available in all its contexts at any time. And all the contexts of an item should be simultaneously visible.

Øhm jeg har ikke rettet det nedenfor stående... og jeg gider fanme heller ikke.
Det her er en note til ted nelson ... jeg tror hans ambition skal omformes noget, for jeg tror ganske enkelt det er et intrinsisk problem, at computeren bliver rodet. At danne platformen helt fra bunden, eller udefra ind, i en eller anden samlende process - hvor der opnås total gennemsigtighed - er for det første ikke muligt af praktiske grunde. Det ville kræve at man kunne tage hensyn til fremtiden allerede, have foregrebet den, mens virkeligheden er, at den udvikle sig med forskellige ryk og ganske enkelt ikke er opdaget før den er det. For det andet er det ikke muligt, fordi det er en systematisk sandhed, at funktioner fungere som et lukket system, i hvert fald altid på visse punkter. Dette er et formelt problem.
Dette er ikke døden for Nelsons tanker. At det er svært at tænke fremtiden behøver ikke, at vi ikke skal det og computeren har vitterlig ikke opfyldt sit litterære potentiale, for den står vitterlig i en anden situation for os, end noget der er kommet før den, den folder en masse problemer som fx har behersket filosofien ind i sig. Forestillingen om at tænkningen kunne blive funktionel via skriften har altid behersket filosofien. Forestillingen var, at man igennem skriften kunne transportere sandheder, tænkningen ud blandt mennesker. Skriften var her i centrum som kommunikationsmiddel, det var den som fungerede som hovedmediator, både fra hovedet til skriften og fra skriften ud til de andre hoveder. Som kommunikations middel har skriften især en fejl, den er ikke selv en funktion, den skrives og læses, men bogstaverne ligger stille. På den måde etableres der et misforhold mellem skriftens mål og det man gør når man læser. Lad os forestille os en filosofibog der handler om virkelighedens stat, dvs om den rigtige statsindretning, men læsningen er ikke skabelsen eller visionen om staten. Læsningen bliver en mediator og det at blive god til at læse en bog og forstå dens skrift er ikke det samme som at blive god til at lave stater, ensige det rent faktisk at skabe stater. Skriften kan ikke fungere, den sætter tanken i et alt for bestemt forhold, i forhold til en bestemt art og der ligger et enormt problem og venter, hvordan skal man bruge det læste, dette er virkelig en anden lærdom end det at lærer at læse.
Computeren er et svar på dette skriftens problem, det at tænke, skabe noget kan nu blive funktionelt og kodet. Men i forhold til Ted Nelson må vi påpege, at computeren ikke er det totale skrive apparat som han forventede. Skabelsens problem forbliver der, forholdene mellem forskellige funktioner eksistere stadig. Det computeren udpeger er, skriftens, kodens forhold når den fungere, sættes materielt i spil og dermed kan udspille reele forhold iblandt os, hvor den ikke kun siger noget meningsfuldt, men agere meningsfuldt. Et program der kan øge demokratiet siger ikke nødvendigvis eksplicit hvad demokrati er, den er forskellige forhold, strukturer der samler forskellige funktioner, ord og kategorier og sætte dem i formelle spil med hinanden. I romantikken var der en forløber for videnskaben, som lød på, at gud havde skrevet verden i matematik, at enhver del af naturen var guds skrift, at dens love var guds måde at virke på osv. Gud var altså istand til at skrive verden. Videnskaben kan i nogen forstand ses i et metaforisk forhold til denne forestilling. Den har overtaget, ikke guds ideen, men ideen om, at finde hans skrift, den skrift som naturen er skrevet med. Meningen bag er ikke problemet, det er droppet, men søgende efter skriften er blevet intensiveret og systematiseret. Det ultimative mål er altså at komme til at skrive verden eller hvad, som gud, som en, som enhed. Men der når vi aldrig til, sådan fungere ingen skrift, sådan er der ingen skrift der kan virke. Computeren illustere dette for os, den fungere i høj grad decentralt, de enkelte programmer er ikke gennemsigtige for hinanden, de fungere ind ad til og de programmer som skal systematisere dem har store kategoriseringens problemer, ganske enkelt fordi de er uden for.