Behovet for the cunman

When Tom LeClair asked DeLillo, "Why do reference books give only your date of birth and the publication dates of your books?" he got the answer:

"Silence, exile, cunning, and so on."

It was pointed out to me that this line refers directly to James Joyce's A Portrait of the Artist as a Young Man. About five pages from the end of that book, Stephen makes the following declaration:

I will tell you what I will do and what I will not do. I will not serve that in which I no longer believe, whether it call itself my home, my fatherland, or my church: and I will try to express myself in some mode of life or art as freely as I can and as wholly as I can, using for my defence the only arms I allow myself to use - silence, exile, and cunning.
James Joyce.

I øjeblikket arbejder jeg en del med cunning, stilhed og eksil. Mest med cunning, det har altid været en af mine fascinationer og en af de synder der gennemløber en hel del af mit liv. Jeg har egentlig aldrig rigtig kunnet lide Don Delillo, han er ikke helt min slags forfatter. Han har skrevet gode bøger, han skriver på en mærkelig undseelig måde og der er dele af hans bøger, billeder i dem som jeg stadig kan huske. Men hans stemme og temaer er ikke min slags, ikke helt.
"Silence, exile, cunning, and so on." Denne skjulen af sig selv er temmelig udbredt i amerikansk litteratur, eller var det i hvert fald. Den har en mærkelige tiltrækning på mig, på mange ser det ud til. De hemmelige, der ikke træder frem, der lader deres værker tale for sig selv og som ikke vil læses biografisk. Selvfølgelig undgår de ikke en biografisk læsning, den bliver blot til noget andet. Den bliver et udtryk for en bestemt form for virkning, romanen bliver selv en eller anden form for undergrundsting, en ren skrift, noget subversivt.
Jeg tror ikke på den form for subversivitet, jeg tror på at man skal åbenbare sig selv, på ærlighed og alligevel er jeg dybt interesseret i formen, tiltrukket af den og det er jeg på grund af dens selvstændighed, dens krav om selvstændighed.
Men der er et sted jeg bliver ked af det. Jeg tror virkelig at problemet handler om skriftens virkning, de skjuler sig, holder sig væk fra deres bøger i desperation, fordi de ved at de ikke virker, ved at de ikke gør noget, at de ikke ændrer noget... og alligevel handler disse bøger virkelig om at virke, de handler virkelig om mod, de handler virkelig om at skrive en anden verden, de er fulde af desperation. De vender sig mod skriftens virkning, de forsager den smadren af deres stemmer som virkeligheden vil gøre af dem, som kritikken vil foretage, som deres offentligt persona vil skabe, de går efter renheden, men forurener alligevel. Der må være en anden vej, en vej der ikke er selvretfærdig, som ikke er opgivene, som ikke er hellig og som ikke forsøger at bevare sin hellighed (ved ikke at sige noget, ved ikke at kunne fanges).

En helt anden der ikke kan fanges er Andy Kaufman. Men det er jo virkelig på en anden måde og hans søgen er skønhed. Når han invitere folk ud på småkager efter at han har faket en gammel dames død på scenen, lettet dem for den, forløst dem fra den, så er det skønhed, forløsning han søger. Han er cunning, men det er på en anden måde. Delillo er ikke cunning, han er kun stille og i eksil. Det er cunning jeg vil have og jeg vil have at den siger noget, at den bliver virkelig, at den ikke så smadrene reducerer sig selv ud af sine værker, der ikke så desperat forsager menneskelig kontakt.
En mand som Delillo er for optaget af sig selv, af sin renhed (eller i hvert fald lige her i min læsning), jeg vil have ham til at tage røven på folk, på offentligtheden, på alle de folk som opsøger ham, men jeg vil have ham til, til sidst at se op, grine, smile, på den måde han nu engang kan, for der intet så afvæbene som en prank, en smuk prank, der bringer os sammen, som rækker ud over os selv.
Og problemet er selvfølgelig massemedierne, medierne, dem vi søger anderkendelse af, det etablerede. Det etablerede ødelægger verden, det betjener sig, fx af interviews, interviews er noget mærkelig noget, en påtvunget intimitet - men vi kan ikke længere opgive, vi må kræve vores fucking ret, hvis vi har nogen ret i den retning.