Rigtig syremusik.

Et lille projekt jeg har. Med venlig hilsen Miguel Dalhytt.
Der er en bestemt genre af sange, det er umuligt at sige hvad der er fælles for dem. Mange af dem der danner basisen er lange numre, de udvikler sig i mange rentninger, de er improv, eller har kvaliteter der giver mindelser om improv og de har smadder. Jeg vil godt dele dem lidt op.
1 )Der er de virkeligt frie numre, de er spillet relativt live med instrumenter, måske er der klippet bagefter, men de er ikke ørkesløs klimpten, solo eller lign. Det overskrider de, de har groove, de har et eller andet som gør dem til virkelige mirakler, de bliver til, de satser på lyde... what ever...Her kunne nævnes, Red Krayola, Tangerine dream, Krautrock i det hele taget, lange tågede groovede numre (også kaldet meditative, men det er det dårligt ord) og de bedste af dem er ikke groovede på nogen funk agtig måde.
2) Der er numre der opnår denne tendens, men som åbenlyst er for konstruerede til at fremstå rigtigt freewheeling. De er også spillet med instrumenter
3) Kosmisk elektronisk musik. Tidelig elektronisk musik. Klaus Schultze og Tangerine Dream, Harmonia og der er faktisk ikke meget af denne slags musik idag i det elektroniske landskab.
4) Tekno, elektronisk musik, Rap der opnår det vi leder efter i mere eller mindre grad.
5) Free-rock n' roll. En lyd der kommer fra the stooges, black sabbath og de ovenforstående hippiebands. Bands der er definerende herinden for er så forskellige bands som Sleep, Harvey Milk, Melvins og nu kan jeg kun komme på stener rock bands men det er helt forkert, der er mange flere af dem og de er ikke alle sammen stener rock bands.
6) De nye smadrere - Et miskmask, måske nogle flere genre engang. Men det er smadder vi søger og det er ikke altid at de formår at finde det, selv om de forsøger, disse nye bands - Boredoms, Venetian Snares og mange flere. Men her er virkelig tale om få albums der rigtig griber denne genre og mange numre.
7) Sweetness. Sweetness genren, ja det er sgu hits, måske ikke i nogen konventionel forstand... men jeg elsker personligt hits og den sidste revolution i min musik oplevelse skete da en tysk pige flyttede ind og gud dødme en morgen fandt Radio Soft.
8) Den korte genre. Det er vel næppe en genre, men korte numre er gode numre. Minutemen, Red Krayola, The Residents, Grindcore.


Red Crayola:
Ash Ra Temple:
Ash Ra Temple har numre som ikke kan det. Men de har eddermanme også numre der kan det, her er et en kavalakade af dem. Af de plader vi nævner her er det faktisk kun Seven up
Schwingungen: 01 - Light look at your sun, er ikke lige meget, for meget fin og fesen sang og ditto guitar. 02 - Starter langsomt, guitaren pulser og når sangen kommer ved man kraftedme hvad det handler om, det er pure fucking fedhed. 03 - har sin egen charme og passer muligvis til pladen, men det er slet slet slet ikke hvad vi leder efter.
Seven Up: 01 - Space - Har det hele, er alt hvad vi søger efter og let mer (og det er jo hele pointen). 02 - Time. Minder en del om 02 på Schwingungen, blot bedre, dvs. den ender ikke med fesen guitar skønhed og dog har den også et klimaks til sidst.

Tangerine dream:
Deres debyt plade, Electronic Meditation er fucking fabelagtig... den har det hele, den har smadder, den her mærkelige bølger. Man kan godt hører hvad de senere kunne blive til, men her er det endnu ikke blevet til noget bestemt og de smadre satan edme. Første nummer starter med flimmer, instrumenterne introduceres, fx fløjten... det sidste minut kommer trommen ind, med en tung rytme. Andet nummer, rytmen afsluttes bredt og en guitar starter med hårde toner og så kommer orglet (keyboardet, kald det hvad du vil, langsomt og det fases lidt ind og ud og guitaren fortsætter sit 'rif' og orglet dropper sit, vender tilbage). Pladen udvikler sig langsomt, men og jeg gentager det, det bliver sgu ikke bedre. Denne plade er sammen med Red Krayola's the Parable of Arable Land DE definerende plader for genren freeflowingRock'nRoll og det er the shit. Jeg gentager det igen, igen, denne genre er et paradoks, for Rock'n roll taler på en eller anden måde imod at flyde ud og det er det vi kan lyde, for lyden, den er der sgu ikke noget udflydende ved.

Red Krayola.
Det er vel kun passende at The Red Krayola kommer bagefter. Her skal kun nævnes deres to første plader, det er dem der er the shit. Parable of Arable Land er legendarisk og jeg har ingen reference punkter for den. Den har sange, men det er måden de vokser ind og ud af pladens mere generelle gennemgående lyd der er total fabelagtig. Første og andet nummer er gode eksempler. Første nummer er en masse syre, der flyder ind og ud af hinanden og langsomt får vi sangen, den vokser langsomt ind i de andre lyde med en bas, som på sin hvis allerede har været der i lang tid og sangen, den bryger lige pludselig ind, bassen træder i karakter med den og så gør de begge to ikke andet, end at variere i sikkerhed, sangen forsvinder næsten ud i baggrunden på tidspunkter og lyder som om den er blevet optaget på lang afstand. Jeg elsker det ganske enkelt, musik bliver ikke bedre.
Red Krayola har udgivet mange plader siden. Mayo Thomson er den eneste gennemgående kraft. Der er imidlertidig ikke rigtig andre af pladerne som passer ind i genren FreeflowingRock'nRoll, især da ikke plade nr.2 God Bless the Red Kraoyla, som indeholder små søde popnumre engang imellem, dejlige lyde osv. men ja numrene er generelt ca 2 mins lange og det er sgu for kort til trance, transformation og lign.




Bands som kunne have haft det, men som eddermanme bare ikke har det.
Da der har dannet sig visse kannoner inden for musik -hvis du kan lide det og det, så kan du sikkert også lide det og det.... syntes vi kun det er på sin plads, at nævne de plader vi måske burde kunne lide, enten fordi de har visse ambitioner som kunne syntes at ligge tæt på vores, eller fordi de er inden for kanonen (som vi burde kunne lide)... men som vi ikke kan lide. Dvs. en del af de bands vi burde kunne lide har bare ikke lyden iorden og lyd er noget relativt subjektivt noget. Men her tillader vi os, at drage en linje for der er mange bands, mange plader, mange enkelt numre, som kunne have the shit, men som bare ikke har det, som på den ene eller anden måde nivilere sig selv.

Amon Düül: Et totalt lorte band. De har absolut ingen forstand på lyd, en kedelig trommeslager, ingen trips. Man kan sikkert godt finde dem, for de forsøger virkelig, men generelt har de lorte lyd på guitarer, lorte stemmer osv. Dem deler jeg i hvert fald ingen ambitioner med.

Cosmic Jokers - et andet kraut rock band som bare ikke lyder fedt. Improv, udgivet uden bandets vidende og jeg kan ikke sige det kun er lyden der er lort her, det er mere end den, det er bare røvkedeligt, hvad der foregår her. Det er i øvrigt sjovt, at det meget, meget, meget tit kan ses på Kraut-rock pladers covers om pladerne de holder til noget og den her, den har et cover der er nogen lunde lige så fucking grimt som den lyder.

Og desværre må jeg sige at rigtig mange bands idag, indie bands fx bare ikke har det, de har for meget lorte lyd i sig.