Et citat fra Samuel Fuller.

“I don’t write padded scenes. I never did. Good or bad, whether you like my copy or not — unimportant. I always hit the hard thing right away. It’s very tough to get that. The easiest thing is to build. When you’re padding, you’re chicken. Always remember that.”

Padding▸ noun: artifact consisting of soft or resilient material used to fill or give shape or protect or add comfort -

---

Den interesse vi viser for film her på ReB handler mest om en ting. Vi vil gerne lave film, vi vil gerne se film, lavet af folk som os selv, dvs. folk der vil lave film, der har noget at vise, der har følelser, der ikke hænger i vandskorpen og vi er forundret over at der ikke er flere af dem, flere fucked up mærkelige film om alt muligt... men istedet er så mange kunstfilm, lorte film, super røvkedelige film. Ja så det kan ikke undgås, vi interessere os for hvordan de gjorde det med ingen penge, hvor de fandt lidenskaben og alt det der... vi tegner et billede, et billede også for idag således at der kan komme en gylden ny film tidsalder, hvor film er lavet om os, af os osv. og hvem er vi... ja det er jo det der ikke er nogen der ved, der er ingen der viser os det.

Mikkel Dalhoff siger et eller andet sted på denne her side, hvis jeg ikke tager fejl, at... "filmen står i dag over for en lidt anden situation. Alle kan lave film, så ingen laver dem. De skal være noget specielt, de skal kunne antage en eller anden form for dokumentation der trækker dem ud over denne mulighed vi alle har. Der er to sider her - for det første er det rimelig sørgeligt hvis vi ikke kan føle gode film, dårlige film, mirakuløst lort (og det gør vi jo dog også) og for det andet... det er en fucking gave, der er intet ved det her som ikke er en gave, der er vittelig temmeligt mange muligheder, det kan godt være dine film ikke bliver set, men det kan du sørge for og der er så mange måder den måske bliver set på som den da i hvert fald ikke havde muligheder for før. Wuhu.... --- Samuel Fuller ville være en af dem, hans film er ikke skarpt tegnet op, de er fulde af modsætninger, historier begyndes for at forsvinde igen, komme tilbage, der er mærkelige symboler (som ikke kun han forstår... meeeen) osv. Det er en anden genre en det formfuldente kunstværk, det har sine fejl, sine fascinationer, sin modighed, sin fuck you attitude osv. Det kan jeg godt lide.