Bloggen er til ære for Hytten.

Vores blog hedder sommerhhytten til ære for to ting, nemlig Mick og Miguels mors sommerhus og især Indianerhytten, det ene hus på sommerhusgrunden. Men den hedder også hytten for at ære Miguel Hoff, også kaldet Dalhytten og sidenhen blot hytten. Hytten har i længere tid haft problemer med sit narko indtag, været i behandling for det 2-3 gange, alt efter hvordan man tæller. Ideen om noget fælles at lave (resultatet er denne her blog), startede i førnævnte sommerhus, hvor hytten var taget alene over. Nogle var bange for hvad han lavede alene derovre og de tog der over for at se til ham. Han tog sig en kold tyrker vidste det sig, lå nede i gæstehuset og svedte fordi han ikke ville svine de gode senge til. Mick, Sila og Mikkel var de 3 der tog der over og senere inviterede de endnu flere, for der var en båd at sætte istand, indianerhytten trængte til isolering og hytten var begyndt at snakke, fx sloges han med sin storebror Mick Hoff, optil flere gange (og tabte temmelig gennemført hvergang).
Så denne blog er for at give Hytten hvad han bedte om - det følger i interviewet nedenfor hvad han bedte om - det er et forsøg fuld af omsorg.
EN LILLE REPORTAGE
Jeg ved ikke helt hvordan det startede. Da vi kom til Orø løb vi næsten over øen, der er ingen busser, vi havde ingen cykler. Jeg tror mest det var Sila, der hele vejen øgede vores nervøsitet, hvad fanden kunne den idiot dog ikke lave der ovre alene. Vi havde været hjemme hos Mick og Miguels mor i Gadekæret og hun havde glædestrålende fortalt at Miguel, hendes lille guldklump lige var taget til Orø, havde lige været der efter nøglen. Vi nikkede, hun ved ikke helt hvilken tilstand hendes søn er i, eller skulle vi hellere sige, hun kender ham ikke helt som vi gør, han er ikke helt til at styre og han er vidst nok dårlig til at være alene. Næste dag kom Mick og Sila forbi, de var nervøse og de ville have mig med til Orø, vi tog afsted den næste dag... og som sagt løb vi over øen. Da vi ankom til huset kunne vi ikke finde ham. I udstuen stod fjernsynet og kørte, ghettoblasteren spillede Harmonia for fuld skrue, køkkenet var fyldt af lort, men vi kunne ikke finde Mick i starten. Han havde lagt sig ned i gæstehuset og lå og rystede da vi fandt ham, han havde nedtur.
Vi tog os af ham, masserede ham, holdt øje med ham når de sidste fæger gik, han sagde selv at han vidste hvornår de gik og at vi skulle slå ham ned hvis han begyndte at gå nogen steder omkring de tider. Men hovedtingen er, at Miguel gerne ville gøre det på sin egen måde. Han ville ikke tilbage til behandling, var ikke engang sikker på at han ville være clean, som sagt han ville gerne gøre det på sin egen måde. Det ville han gerne tale om, hvad er vores egen måde - det er vores egen måde, ikke min, jeg vil tale om, for jeg ved godt man ikke kan gøre det alene. Jeg ved bare at behandling, narkobehandling er insøbet i fordomme om narko, uvidenhed om narko, direkte ignorance og det kan jeg ikke holde ud... jeg mener mine bedste oplevelser har været på narko, eller i hvert fald nogen af dem, dem vil jeg fanme ikke forkaste, dem vil jeg gerne have. I det hele taget var Miguel træt af fordomme, hvad hvis han gerne ville være narkoman, skulle det så ikke være fint nok, skulle det ikke kunne virke, skulle hans omgivelser ikke være i stand til at acceptere det... er det komplette mangel på forhold til dette problem ikke udtryk for en fabelagtig arrogance over for andre mennesker, en fucking imperalisme, et snæversyn, en forpullet småborgerlighed?

Det startede med at han fortalte hvorfor han ikke var taget i behandling, men istedet i sommerhus. - Fuck det lort, jeg gider ikke være der endnu engang, jeg kan ikke tale mere om mig selv. Fortælle livshistorie, mannn den har taget sit helt eget liv, sin helt egen form... ikke? jeg fortæller om mor, storbror, farmand, fortæller om lidt af de dårlige ting, fortæller om modsætningerne jeg har været udsat for... du ved de der berømte valg du kan udsættes for, hvor der er massere af valgmuligheder, men ingen mulige, kun umulige valg. Fx kan du blive sat i at du skal elske en eller anden person, elsk mig siger personen, samtidigt med at al den elskning du viser er forkert, en afart af noget andet lort. Du skal vælge, ellers er du en lort, du skal vælge mig, ellers er du en lort, men hvis du vælger mig, så gør du det FORKERT... ikke og sådan noget fortæller du, skide interesant at fortælle om, du skruer op for charmen fortæller virkelig om hvor svært du har det og lige pludselig søber du. Nu søber jeg og jeg er flov over det, jeg mener jeg er kræftedme blevet en søber og det var jeg ikke før, jeg er blevet angst og alt for opmærksom på mig selv.... det er det samme, mor siger til dig som barn, du er bare skide god, hun siger det til det hele og det har også den omvendte virkning, hvad fanden så må det jo kunne lade sig gøre ikke at være god... hun insistere så meget på min godhed, at det bliver helt umuligt at overse, at jeg faktisk kan ende som fiasko... hun forsøger måske endda at forberede mig på den... he he he ... og du benægter det....

Det er svært helt at gengive, jeg har noget af hans tale på bånd, men han ramblede meget i starten. Senere fortalte han at han var blevet ødelagt af behandlingen, at den havde taget helt forkert fat. Han anklagepunkter kom sådan her; 1) Det er en sygdom, en uhelbredelig sygdom, gu det fucking ej, folk tager stoffer af mange forskellige grunde. 2) Målet er at blive clean, alt andet er ligemeget før du er clean. Vi søger ikke det gode liv, eller det ordentlige liv kan kun forestilles som et clean liv. 3) du skal lærer at nøjes. Med andre ord du skal lærer at acceptere lortet 4) Du skal lærer at sige fra. Med andre ord du skal ikke bare sluge lortet, men sige fra, få det ud på en ordentlig måde.
- Det værste er, at det er mit liv. Mit liv mens jeg tager narko det er ikke liv, glem det, sådan siger de. Men problemet er bare, at jeg er lykkelig når jeg tager stoffer. Det er nærmest forudsat, at jeg bruger det til at banke mig selv oven i hovedet med, at selvdestruktivitet er en del af gamet og at det altid er dårligt. Selve virkningen af stoffer bliver ikke behandlet, kun i forhold til hvordan de påvirker din vej tilbage til det normale. Nu er problemet at jeg ikke er særlig normal og det er der ingen af narkoer der er, så min vej tilbage ja den er sgu ikke ligefrem klar.
[Dette er første del, hvad jeg lige havde tid til... der kommer mere fra Hytten og nogle af jer andre som ved noget om det her emne og det er der jo en del der gør, må gerne komme med andre bud, andre beskrivelser osv. om narko]