Filosofi og skabelse.

I forhold til sidste post, kunne det nævnes at:
Filosofi i det hele taget i langt højere grad burde tage umuligheden af en sådan distinktion på sig. I sidste ende er alle de former for tænkninger, skrivninger, konceptuelle gennemgange osv. som filosofien gennemgår, selv handlinger. Men de forsøger stadig i forskellige forhold at diktere livet, diktere tænkningen, gøre et eller andet. Dette er ikke af det onde, men det er af det onde og desperate, hvis det faktisk ikke kan hvad det siger og det kan ikke hvad det siger, hvis det ikke forsøger. Hvis det forsøger, viser det hvor partikulært alle produktioner er og dermed afmonteres filosofiens metafysiske løgn. Den metafysiske løgn er påstanden om, at vi ved mere end vi ved. Nietzsche påpeger den hos Kant, når han siger, at Kants principper gælder for mere end de gælder, de er bredere end deres egen egentlige bestemmelse (uha Nietszche ville nok ikke bruge egentlige). Nu er det faktisk sådan, at alle vores udsagn ved mere end de selv ved, at jeg ved mere end jeg selv gør, at jeg kan sige ting til andre som er i modsætning til hvad jeg selv kan og gør, at det slet ikke er umuligt. Den metafysiske løgn er derfor ikke at den siger den ved mere end den rent faktisk selv kan, i sin egen bestemmelse, men at den ikke klargør alle de forskellige måder som denne viden gør sig gældende på. Den er en måde, den er fortsat en måde. Hvordan er den kun den ene måde? Ved at reproducere sig selv konkret, ved død og pine at holde fast i sig selv, gentage sig selv. Den siger det selv, metafysikken, at den eneste form for reduktion der findes er aktiv, dvs. en der foregår. En formel reduktion er en aktiv reduktion. Den gør det til noget bestemt som mangler ved verden og det altid noget bestemt der mangler, bestemte brikker, men de er ikke på forhånd bestemte, de bestemmes fortløbende og de bestemmer fortløbende.

Filosofien er på den måde på engang et pragmatisk princip og et kreativt princip. Det kreative ligger både i vores bestemmelsers merindhold og mangel. Men det er ikke evige mangler, de burde ikke føre os til desperation, nødvendigvis, de burde ikke fører os til at bestemme mangler i verden (med mindre der virkelig er mangler i verden), mangler ved vores egen viden, eller mangler ved hvad verden kan indeholde af viden - for det er ikke hvad metafysikken kan fortælle os. Den kan derimod fortælle os at vi hele tiden producere, at der ikke er nogen udgangspunkt eller endepunkt i nogen som helst ultimativ forstand.



Pincippet kan ikke formuleres - men det lyder nogenlunde sådan her: Jeg bestemmer noget, bestemmelsen rækker ud over mig selv, den kan forstås af andre fx (forstås anderledes, rumme mere, afsløre noget om mig, afsløre noget om verden), den kan forstå noget om verden (men jeg fortsætter ikke med hele forståelsen, jeg kunne fx med min forståelse bruge disse ord anderledes, men jeg bruger dem på den måde som jeg gør nu og for hvergang jeg skriver, kunne jeg bruge dem på en anden måde og på en hel mængde måder efterlader jeg de forskellige dele endnu mere åbne.) - men det vi gør forstås alligevel hele tiden, på den ene eller anden måde, det bliver 'rettet' til af fortsættelsen og rummene - kort sagt af virkeligheden (som jo så realistisk set ikke er noget fast men ganske forståeligt - vi kan her efterhånden tale om en Deleuziansk realisme). En realistisk virkeligheds opfattelse er en, hvor det som fungere, ikke kun fungere på en måde, men på mange måder. Forestillingen som ligger til grund for en formel systemteori er fx ret sjov her. I den kan systemer sættes op som entydige entiteter mellem hinanden. De bestemmer sig selv og deres forhold til omverden via feedback processer og dog må det siges og det påpeges for lidt, at der ikke er nogen systemer som ikke består af undersystemer. At mange systemer fungere i hinanden, at en del af et system, samtidigt er fungerende del af 5 andre, vidt forskellige systemer og at der endda kan være tale om ganske substansielle 'niveau' forskelle mht funktionen. Giver det mening, at sige at systemerne godt ved det selv? Niks, ikke entydigt, især da ikke fordi funktionerne sagtens kan fungere simultant og forudsætte hinanden for overhoved, at fungere, således, at vi ikke kan etablere et 'uden' for, eller et adskilte sted, hvor fra vi kan sige, at det gør det og det gør dat.

Vores pragmatiske princip har altså ikke noget centrum. Den anden side af princippet hører til muligheden for aktiv reduktion. Vi kan fastholde agter, vi kan gentage ting og fortsætte forhold. Vi kan, hvis vi skal følge system teori metaforen, opretholde, skabe, producere og tænke systemer. Og ikke bare det, vores omverden kan det også. Det er indfangelsen af denne process filosofien i høj grad har handlet om. vi kan blive bedre til at skabe. Vi kan forstå vores omverden. Vi har gerne ville lave denne forståelse, eller muligheden derfor, til udgangspunktet for verden. Det kan vi ikke, vores forståelse er partikulær (selvom den også er mer, men som sagt partikulær betyder ikke adskilt, alene, reduceret, det betyder konkret indtagende og indtaget af virkeligheden).

Deleuze bruger maskinel samling, som navn på princippet. Maskinel er her metaforen. En fungerende enhed. Lacan forsøger i en af sine seminarer, at relatere Freuds teori til kybernetik. Han fortæller os, at enhver tid må gentænke deres tænkere eller måske nærmere deres forhold. Freud tænkte et forhold, han tænkte det med sin tids metaforer. For os er det nødvendigt at tænke det med vores. Hvad er det som er nødvendigt at tænke? Det er kodningerne og deres forhold til samlingerne. Maskinen, og her skal vi tænke os en anden slags maskine end den mest simple af slagsen, er metaforen. En funktionel enhed, som ikke kan reduceres til sin egen funktionelle enhed, fordi de stabilisere sig (hvis vi tænker på kybernetiske maskiner) i en omverden. Det vi tænker os er overskridelser af forholdet mellem natur og kunstig, mellem bevidsthed og ikke-bevidst. Freud bruger pladespillerens riller som en metafor for hukommelse og han bruger den som sådan, fordi pladen overskrider dette skel, den spiller musik, dens kode transformeres til noget væsentligt andet end riller. Kybernetiske maskiner bryder med dette rum endnu mere fundamentalt, idet de kan sættes til, at fungere i forhold til, snart sagt enhver ting, enhver omgivelse (her tales "fabric" - I am pointing to laws of complex systems that are
invariant not only to transformations of their fabric, but also of their content. It does not matter whether the system’ content is neurophysiological, automotive, social or economic."). Det første sted man kan forsøge at forstå denne gennemgående karakter af forstillingen er denne. Lad os forestille os at vi har nogle dele, en chip, nogle hjul, nogle forskellige censorer osv. med disse dele kan vi bygge en maskine og vi bygger den sådan, at den har 1-3 feedback processer. Vi bygger den sådan, at den på forskellige måder har noget hukommelse, sådat at vi kan programmere den og nu kommer pointen. Alt efter hvad vi lader sensorene fokusere på vil maskinens systemer afhænge af forskellige ting og vi kan derfor forstille os, at selve maskinen (der jo laves med nogle dele og derefter progameres) fungere i et andet rum end den selv udgør. Den fungere i et andet rum, hvis den fx er designet til at selvorganisere og dermed finder en ligevægts tilstand, så er denne tilstand, ganske vist betinget af maskinen og maskinen etablere den indadtil, men vi kan se den ud af til og dens funktionelle egenskaber som maskine er udadtil.
Grunden til at Lacan ser disse maskiner som en ny brugbar metafor er, at hvad han søger er forholdet mellem det reele og det symbolske. Hvis vi tænker over pladen er forbindelsen mellem det symbolske og det reale adskilt. Vi ser ikke forholdet vokse frem, vi spiller musikken og indspiller den derefter på en plade. Indspilningen diktere programmeringen og der er ikke noget andet sprog for kodningen end dette forhold. Det giver ikke mening, at begynde at programmere riller i pladen. Kybernetiske maskiner er anderledes. Her kan vi observere skridtet fra tilfældighed til orden, fra en real orden til en symbolsk orden. Vi kan se hvor det mystiske opstår. Lacans mest simple eksempel er 3 bit. Hvis vi har en tilfældig talrække med 1 og 0 taller og vi deler disse op i 3 bits vil der være et endeligt og overskueligt antal 3-par. Via en meget simpel afgrænsning af talrækken, opstår en intern orden, som ikke i sig selv kommer fra afgrænsningen. For Lacan er det fra dette udgangspunkt, at vi kan begynde mere specefikt at tale om ligevægtstilstande. Men især kan vi tale om dem fordi maskinen er sat ud i verden, ikke adskilt fra verden, fordi det er i disse ordner, at den faktisk kan begynde, at fungere i verden, selv tage en eller anden form for stilling.

Der er to vigtigte pointer her - den ene er, at tekniske udviklinger (maskinelle samlinger) er vores konceptuelle rum. At dette rum på engang er det samme og dog noget nyt. Lacans tanke er i hvert fald, at Freud sagde noget vitalt om psyken og os mennesker (om virkeligheden), han sagde det med sine metaforer og nu siger vi det samme igen, på en ny måde, med vores ord og det er ikke det samme længere, ikke blot det samme. Det er nødvendigt at sige det igen. Dette er vores pragmatiske pointe, det er ikke nok, fx at sige hvad man mener, man må også forestille sig, at den måde man mener det på (fx siger man mener det) er en del af den mening man producere.) Her relatere metaforene sig til hvad vi rent faktisk er istand til med de maskinelle samlinger som udgør vores virkeligheds-konceptuelle rum. Vi er istand til at tænke væsentligt længere i forhold til konkrete forhold med maskiner og deres hukommelse, end vi er med en plade. Ligeså med kommunikation. Vores forhold til kommunikation har ændret sig temmelig vitalt de sidste 5o år, da det er gået fra radio til internet. Fra radiobølger til sateliter. Fra monopol til et eller andet.

Når jeg er så interesseret i den pædagogiske skole der arbejder med konkretiseringer af læring er det fordi de forsøger at udøve denne 'historiske pointe'.

»den virkelige rationalismes og hånd i hånd med den sande mysticismes fødsel, en rationalisme som er fri for teknokratmentalitet og en mysticisme som er fri for shamanisme og bagstræb. Måske aldrig, men man kan jo altid forsøge at forestille sig dem. Og deres virkelighed.«

Bloggen er til ære for Hytten.

Vores blog hedder sommerhhytten til ære for to ting, nemlig Mick og Miguels mors sommerhus og især Indianerhytten, det ene hus på sommerhusgrunden. Men den hedder også hytten for at ære Miguel Hoff, også kaldet Dalhytten og sidenhen blot hytten. Hytten har i længere tid haft problemer med sit narko indtag, været i behandling for det 2-3 gange, alt efter hvordan man tæller. Ideen om noget fælles at lave (resultatet er denne her blog), startede i førnævnte sommerhus, hvor hytten var taget alene over. Nogle var bange for hvad han lavede alene derovre og de tog der over for at se til ham. Han tog sig en kold tyrker vidste det sig, lå nede i gæstehuset og svedte fordi han ikke ville svine de gode senge til. Mick, Sila og Mikkel var de 3 der tog der over og senere inviterede de endnu flere, for der var en båd at sætte istand, indianerhytten trængte til isolering og hytten var begyndt at snakke, fx sloges han med sin storebror Mick Hoff, optil flere gange (og tabte temmelig gennemført hvergang).
Så denne blog er for at give Hytten hvad han bedte om - det følger i interviewet nedenfor hvad han bedte om - det er et forsøg fuld af omsorg.
EN LILLE REPORTAGE
Jeg ved ikke helt hvordan det startede. Da vi kom til Orø løb vi næsten over øen, der er ingen busser, vi havde ingen cykler. Jeg tror mest det var Sila, der hele vejen øgede vores nervøsitet, hvad fanden kunne den idiot dog ikke lave der ovre alene. Vi havde været hjemme hos Mick og Miguels mor i Gadekæret og hun havde glædestrålende fortalt at Miguel, hendes lille guldklump lige var taget til Orø, havde lige været der efter nøglen. Vi nikkede, hun ved ikke helt hvilken tilstand hendes søn er i, eller skulle vi hellere sige, hun kender ham ikke helt som vi gør, han er ikke helt til at styre og han er vidst nok dårlig til at være alene. Næste dag kom Mick og Sila forbi, de var nervøse og de ville have mig med til Orø, vi tog afsted den næste dag... og som sagt løb vi over øen. Da vi ankom til huset kunne vi ikke finde ham. I udstuen stod fjernsynet og kørte, ghettoblasteren spillede Harmonia for fuld skrue, køkkenet var fyldt af lort, men vi kunne ikke finde Mick i starten. Han havde lagt sig ned i gæstehuset og lå og rystede da vi fandt ham, han havde nedtur.
Vi tog os af ham, masserede ham, holdt øje med ham når de sidste fæger gik, han sagde selv at han vidste hvornår de gik og at vi skulle slå ham ned hvis han begyndte at gå nogen steder omkring de tider. Men hovedtingen er, at Miguel gerne ville gøre det på sin egen måde. Han ville ikke tilbage til behandling, var ikke engang sikker på at han ville være clean, som sagt han ville gerne gøre det på sin egen måde. Det ville han gerne tale om, hvad er vores egen måde - det er vores egen måde, ikke min, jeg vil tale om, for jeg ved godt man ikke kan gøre det alene. Jeg ved bare at behandling, narkobehandling er insøbet i fordomme om narko, uvidenhed om narko, direkte ignorance og det kan jeg ikke holde ud... jeg mener mine bedste oplevelser har været på narko, eller i hvert fald nogen af dem, dem vil jeg fanme ikke forkaste, dem vil jeg gerne have. I det hele taget var Miguel træt af fordomme, hvad hvis han gerne ville være narkoman, skulle det så ikke være fint nok, skulle det ikke kunne virke, skulle hans omgivelser ikke være i stand til at acceptere det... er det komplette mangel på forhold til dette problem ikke udtryk for en fabelagtig arrogance over for andre mennesker, en fucking imperalisme, et snæversyn, en forpullet småborgerlighed?

Det startede med at han fortalte hvorfor han ikke var taget i behandling, men istedet i sommerhus. - Fuck det lort, jeg gider ikke være der endnu engang, jeg kan ikke tale mere om mig selv. Fortælle livshistorie, mannn den har taget sit helt eget liv, sin helt egen form... ikke? jeg fortæller om mor, storbror, farmand, fortæller om lidt af de dårlige ting, fortæller om modsætningerne jeg har været udsat for... du ved de der berømte valg du kan udsættes for, hvor der er massere af valgmuligheder, men ingen mulige, kun umulige valg. Fx kan du blive sat i at du skal elske en eller anden person, elsk mig siger personen, samtidigt med at al den elskning du viser er forkert, en afart af noget andet lort. Du skal vælge, ellers er du en lort, du skal vælge mig, ellers er du en lort, men hvis du vælger mig, så gør du det FORKERT... ikke og sådan noget fortæller du, skide interesant at fortælle om, du skruer op for charmen fortæller virkelig om hvor svært du har det og lige pludselig søber du. Nu søber jeg og jeg er flov over det, jeg mener jeg er kræftedme blevet en søber og det var jeg ikke før, jeg er blevet angst og alt for opmærksom på mig selv.... det er det samme, mor siger til dig som barn, du er bare skide god, hun siger det til det hele og det har også den omvendte virkning, hvad fanden så må det jo kunne lade sig gøre ikke at være god... hun insistere så meget på min godhed, at det bliver helt umuligt at overse, at jeg faktisk kan ende som fiasko... hun forsøger måske endda at forberede mig på den... he he he ... og du benægter det....

Det er svært helt at gengive, jeg har noget af hans tale på bånd, men han ramblede meget i starten. Senere fortalte han at han var blevet ødelagt af behandlingen, at den havde taget helt forkert fat. Han anklagepunkter kom sådan her; 1) Det er en sygdom, en uhelbredelig sygdom, gu det fucking ej, folk tager stoffer af mange forskellige grunde. 2) Målet er at blive clean, alt andet er ligemeget før du er clean. Vi søger ikke det gode liv, eller det ordentlige liv kan kun forestilles som et clean liv. 3) du skal lærer at nøjes. Med andre ord du skal lærer at acceptere lortet 4) Du skal lærer at sige fra. Med andre ord du skal ikke bare sluge lortet, men sige fra, få det ud på en ordentlig måde.
- Det værste er, at det er mit liv. Mit liv mens jeg tager narko det er ikke liv, glem det, sådan siger de. Men problemet er bare, at jeg er lykkelig når jeg tager stoffer. Det er nærmest forudsat, at jeg bruger det til at banke mig selv oven i hovedet med, at selvdestruktivitet er en del af gamet og at det altid er dårligt. Selve virkningen af stoffer bliver ikke behandlet, kun i forhold til hvordan de påvirker din vej tilbage til det normale. Nu er problemet at jeg ikke er særlig normal og det er der ingen af narkoer der er, så min vej tilbage ja den er sgu ikke ligefrem klar.
[Dette er første del, hvad jeg lige havde tid til... der kommer mere fra Hytten og nogle af jer andre som ved noget om det her emne og det er der jo en del der gør, må gerne komme med andre bud, andre beskrivelser osv. om narko]