Et lille projekt jeg har. Med venlig hilsen Miguel Dalhytt.
Der er en bestemt genre af sange, det er umuligt at sige hvad der er fælles for dem. Mange af dem der danner basisen er lange numre, de udvikler sig i mange rentninger, de er improv, eller har kvaliteter der giver mindelser om improv og de har smadder. Jeg vil godt dele dem lidt op.
1 )Der er de virkeligt frie numre, de er spillet relativt live med instrumenter, måske er der klippet bagefter, men de er ikke ørkesløs klimpten, solo eller lign. Det overskrider de, de har groove, de har et eller andet som gør dem til virkelige mirakler, de bliver til, de satser på lyde... what ever...Her kunne nævnes, Red Krayola, Tangerine dream, Krautrock i det hele taget, lange tågede groovede numre (også kaldet meditative, men det er det dårligt ord) og de bedste af dem er ikke groovede på nogen funk agtig måde.
2) Der er numre der opnår denne tendens, men som åbenlyst er for konstruerede til at fremstå rigtigt freewheeling. De er også spillet med instrumenter
3) Kosmisk elektronisk musik. Tidelig elektronisk musik. Klaus Schultze og Tangerine Dream, Harmonia og der er faktisk ikke meget af denne slags musik idag i det elektroniske landskab.
4) Tekno, elektronisk musik, Rap der opnår det vi leder efter i mere eller mindre grad.
5) Free-rock n' roll. En lyd der kommer fra the stooges, black sabbath og de ovenforstående hippiebands. Bands der er definerende herinden for er så forskellige bands som Sleep, Harvey Milk, Melvins og nu kan jeg kun komme på stener rock bands men det er helt forkert, der er mange flere af dem og de er ikke alle sammen stener rock bands.
6) De nye smadrere - Et miskmask, måske nogle flere genre engang. Men det er smadder vi søger og det er ikke altid at de formår at finde det, selv om de forsøger, disse nye bands - Boredoms, Venetian Snares og mange flere. Men her er virkelig tale om få albums der rigtig griber denne genre og mange numre.
7) Sweetness. Sweetness genren, ja det er sgu hits, måske ikke i nogen konventionel forstand... men jeg elsker personligt hits og den sidste revolution i min musik oplevelse skete da en tysk pige flyttede ind og gud dødme en morgen fandt Radio Soft.
8) Den korte genre. Det er vel næppe en genre, men korte numre er gode numre. Minutemen, Red Krayola, The Residents, Grindcore.
Red Crayola:
Ash Ra Temple:
Ash Ra Temple har numre som ikke kan det. Men de har eddermanme også numre der kan det, her er et en kavalakade af dem. Af de plader vi nævner her er det faktisk kun Seven up
Schwingungen: 01 - Light look at your sun, er ikke lige meget, for meget fin og fesen sang og ditto guitar. 02 - Starter langsomt, guitaren pulser og når sangen kommer ved man kraftedme hvad det handler om, det er pure fucking fedhed. 03 - har sin egen charme og passer muligvis til pladen, men det er slet slet slet ikke hvad vi leder efter.
Seven Up: 01 - Space - Har det hele, er alt hvad vi søger efter og let mer (og det er jo hele pointen). 02 - Time. Minder en del om 02 på Schwingungen, blot bedre, dvs. den ender ikke med fesen guitar skønhed og dog har den også et klimaks til sidst.
Tangerine dream:
Deres debyt plade, Electronic Meditation er fucking fabelagtig... den har det hele, den har smadder, den her mærkelige bølger. Man kan godt hører hvad de senere kunne blive til, men her er det endnu ikke blevet til noget bestemt og de smadre satan edme. Første nummer starter med flimmer, instrumenterne introduceres, fx fløjten... det sidste minut kommer trommen ind, med en tung rytme. Andet nummer, rytmen afsluttes bredt og en guitar starter med hårde toner og så kommer orglet (keyboardet, kald det hvad du vil, langsomt og det fases lidt ind og ud og guitaren fortsætter sit 'rif' og orglet dropper sit, vender tilbage). Pladen udvikler sig langsomt, men og jeg gentager det, det bliver sgu ikke bedre. Denne plade er sammen med Red Krayola's the Parable of Arable Land DE definerende plader for genren freeflowingRock'nRoll og det er the shit. Jeg gentager det igen, igen, denne genre er et paradoks, for Rock'n roll taler på en eller anden måde imod at flyde ud og det er det vi kan lyde, for lyden, den er der sgu ikke noget udflydende ved.
Red Krayola.
Det er vel kun passende at The Red Krayola kommer bagefter. Her skal kun nævnes deres to første plader, det er dem der er the shit. Parable of Arable Land er legendarisk og jeg har ingen reference punkter for den. Den har sange, men det er måden de vokser ind og ud af pladens mere generelle gennemgående lyd der er total fabelagtig. Første og andet nummer er gode eksempler. Første nummer er en masse syre, der flyder ind og ud af hinanden og langsomt får vi sangen, den vokser langsomt ind i de andre lyde med en bas, som på sin hvis allerede har været der i lang tid og sangen, den bryger lige pludselig ind, bassen træder i karakter med den og så gør de begge to ikke andet, end at variere i sikkerhed, sangen forsvinder næsten ud i baggrunden på tidspunkter og lyder som om den er blevet optaget på lang afstand. Jeg elsker det ganske enkelt, musik bliver ikke bedre.
Red Krayola har udgivet mange plader siden. Mayo Thomson er den eneste gennemgående kraft. Der er imidlertidig ikke rigtig andre af pladerne som passer ind i genren FreeflowingRock'nRoll, især da ikke plade nr.2 God Bless the Red Kraoyla, som indeholder små søde popnumre engang imellem, dejlige lyde osv. men ja numrene er generelt ca 2 mins lange og det er sgu for kort til trance, transformation og lign.
Bands som kunne have haft det, men som eddermanme bare ikke har det.
Da der har dannet sig visse kannoner inden for musik -hvis du kan lide det og det, så kan du sikkert også lide det og det.... syntes vi kun det er på sin plads, at nævne de plader vi måske burde kunne lide, enten fordi de har visse ambitioner som kunne syntes at ligge tæt på vores, eller fordi de er inden for kanonen (som vi burde kunne lide)... men som vi ikke kan lide. Dvs. en del af de bands vi burde kunne lide har bare ikke lyden iorden og lyd er noget relativt subjektivt noget. Men her tillader vi os, at drage en linje for der er mange bands, mange plader, mange enkelt numre, som kunne have the shit, men som bare ikke har det, som på den ene eller anden måde nivilere sig selv.
Amon Düül: Et totalt lorte band. De har absolut ingen forstand på lyd, en kedelig trommeslager, ingen trips. Man kan sikkert godt finde dem, for de forsøger virkelig, men generelt har de lorte lyd på guitarer, lorte stemmer osv. Dem deler jeg i hvert fald ingen ambitioner med.
Cosmic Jokers - et andet kraut rock band som bare ikke lyder fedt. Improv, udgivet uden bandets vidende og jeg kan ikke sige det kun er lyden der er lort her, det er mere end den, det er bare røvkedeligt, hvad der foregår her. Det er i øvrigt sjovt, at det meget, meget, meget tit kan ses på Kraut-rock pladers covers om pladerne de holder til noget og den her, den har et cover der er nogen lunde lige så fucking grimt som den lyder.
Og desværre må jeg sige at rigtig mange bands idag, indie bands fx bare ikke har det, de har for meget lorte lyd i sig.
Monday, February 22, 2010
Lidt urettet filosofi om fremtiden.
fremtiden og filosofien.
Det vi beskæftiger os med er fremtiden. Dvs. sagt på en anden måde, hvordan vi kan virke i den og dermed i høj grad også hvordan vi virker i den. Dermed kan man sige, at det er en politisk tænkning, men den er hverken konservativ eller revolutinær, dvs. hverkende fokuserende på bevaring eller forandring. Her er det blot sagt, men den filosofiske tænkning der foregår her beskæftiger sig med filosofien som den der tilgår virkeligheden i alle dens afskygninger. I de formelle udformninger, kan den således ikke undsige sig nogle udsagn, den kan blot skabe distinktioner og forsøge at gengive og formulere de distinktive forskelle. Virkeligheden har altid været central for filosofien, eller skulle vi sige, det at blive virkelig, den har ikke udlukket den betingelse, at den virkelig har noget med virkeligheden at gøre, den har forsøgt at blive virkelig og ikke særlig meget af det som er blevet skrevet af filosfien har haft anden vision. Tekster skrives for at meddele noget, det kan være at meddelsen fodre en anden virkelighed end den der, måske endda ligefrem benægter den, men den forsøger ikke desto mindre at virke, at meddele eller benægte. På mange måder kan man sige, at filosofien i mange forskellige variantoner har forsøgt, at undgå dette filosofiske problem. Det har i højere grad handlet om at undgå, fejl, at undgå at kunne fælles af sine metafysiske forudsætninger. Det er som vi alle ved, altid allerede en umulighed, vi er altid allerede en del af verden, sproget, logikken (eller bid mit øre af). Filosofiens opgave er altså ikke at undgå metafysiske forudsætninger. Det er klart, at det har fortalt os en masse om 'forudsætninger', at metafysikkens betingelser er blevet undersøgt så grundigt. Men det har skjult og i mange tilfælde ligefrem undsagt filosofiens problemer med at blive virkelige. Virkeligheden kræver funktion, den kræver struktur, den kræver funktion. Disse problemer er ultra centrale og de peger i langt højere grad på filosofiske begreber som institution,
Men det er at virke i fremtiden som,
menneske
maskine
famillie
samfund
projekt
ting
natur
vi taler om, der er ikke en måde, der er en masse måder som virker i, muligheder som vi har. Der er en historie der handler om, at vi nogen gange får nye muligheder. Vi er ikke sikre på, at der virkelig er tale om paradigme skift, dvs. pludselige skift, men det lader bestemt til, at der er store forskelle mellem tidernes måde, at se og tale om deres verden på og det er vores påstand, at sådanne forskellige forhold, i høj grad gør vores muligheder i forhold til fremtiden, til noget der udvikler sig. Ikke mod noget bedre, ikke mod noget højere, men til nogle andre måder at opfatte verden på, ordne den og sætte den i tale. Om den verden bliver bedre er i høj grad op til os. Dermed er vi tilbage, for moralen starter her ved et ansvar over for fremtiden. Et ansvar er ikke en følelse, i hvert fald ikke kun, det er derimod en reel udført forpligtigelse over for verden. Hvis vi tager filosofien som eksempel igen, kan vi sige, at den har forsøgt, at afmontere dette ansvar. Dens forsøg var engang, at formulere et totalt system der forklarede det hele, finde et sikkert udgangspunkt, vores sikre udgangspunkt og derudfra, var forestillingen måske, at vi så kunne skabe en sikker verden. På sin vis forsvinder drømmen om en verden, især i det totale systems sidste udviklingstrin, nemlig videnskaben. Her er forestillingen om et fremtidigt samfund, en fremtid, som videnskaben er medskaber af, som den virker i, som den skal blive til i og bliver til i, næsten totalt fraværende. Det totale system forudsatte et eller andet sikkert, der rakte ud over de metafysiske forudsætninger, ontologiske betingelser. Det vigtige er her, at vi videnskaben kan se en forkastelse af ens egen virkning, den forudsættes, videnskaben fungere på sin måde, dens virkninger i resten af vores virkelighed tænkes ikke og den kan virkelig sagtens tænkes, tænk bare på, hvor diverse brugen af atom teknologi egentlig kan være, eller hvor meget forskeligt relativitetsteorien har ledt til. Filosofien mere generelt, har på mange forskellige måder forkastet forholdet til fremtiden, for det er en forkastelse af fremtiden. Videnskab er videnskab og sådan lades den være, den er dens egen verdens opfattelse, den siger sin egen sandhed. En af de måder som filosofien har forkastet fremtiden er ved i så høj grad, at fokusere på beskrivelse fremfor skabelse. Filosofien har ganske enkelt forsøgt, at dæmpe dens egne virkninger, gøre sig formel på alle mulige forskellige måder. Det er klare, at filosofien bliver til, den skrives, den læses og det er en fornægtelse at aktivt glemme det. Men problemet er ikke blot hvad den siger, men også hvad den gør. En af de måder filosofien har reduceret sig selv (dvs. afmonteret dens virkninger) er ved at forblive skrift. En skrift der cirkler om sig selv, som har sig selv som stof, materiale og først afledt resten af de måder som vi skaber, tænker, kategorisere, taler med og i osv. Dens ultimative reduktion, den hvormed den kan overkomme sine metafysiske problemer, er ganske enkelt ved, at se, at skriften ikke kan reduceres til sig selv. Filosofiens problem er ikke metafysikken, metafysikken kan overskrides af mange veje, demonteres på mange måder, men den fundamentalt formelle måde er ved, at lave noget andet. At lave noget andet er, at gøre noget andet end at skrive, det er at fører skriften ud af teksten. Måske er det et levn fra ideologigerne, at denne tænkning af hvordan teksten skal virke der har gjort, at vi ikke nåede længere, men blev ved med at lukke hullet til. Ideologierne slog fejl, ikke så meget fordi de var skrevet, men fordi de for det første indeholdte skriftens problem, at skriften kun er en handling og at hvad der tænkes der, ikke automatisk tænkes alle andre steder. Det er tekstens historiske problem, hvordan bliver den til, kan den optræde som en guide, kan folk læse den og have åbenbaringer der gennemgriber hele deres krop og sjæl og svaret er nej. Teksten virker på en andre måder, hvorfor undersøger vi ikke det. Denne undersøgelse ville automatisk fører til undersøgelser af forhold mellem tekst og 'projekt'. Dvs. man ville opstille situaitoner for tekster at virkei, man ville sætte dem i funktion, forsøge at få dem til at virke, gøre noget, stå i forhold til mennesker, ting, situationer osv. (og vi har på et helt andet niveua, nemlig i computeren og kybernetikken, en helt anden form for skriftens forhold, godt nok en helt andet skrift end den sproglige, men vores undersøgelser kan virkelig lærer noget her). Dermed har vi udvidet filosofien, den er ikke kun skrift, den kan ikke bare ikke reduceres dertil, den er den ikke kun. Men hvor er grænserne så for den? Det afsætter virkninger, filosofien er hvad der er brug for, den er det som virker og dette er virkelig meget og virkninger er ikke kun baseret på brutal, skøn eller nogen anden form for kræft, filosofien undersøger dem netop alle, har plads til dem.
Det er en klar forestilling som vi har, at computeren og dens tilhørende videnskaber kan give os brugbare redskaber og modeller i tænkningen af hvordan fremtiden kan ske. Funktionelle maskiner, der på den ene eller den anden måde udviser små-inteligent adfærd kan opfattes som nye måder at skrive verden på og dermed vender vi på en sær måde tilbage til filosofiens ambitioner, skriften skulle gøres virksom, den skulle skrive verden og skrives i verden. Det er det der sker her, godt nok sker det på små niveau, inden for systemteoriens decentrale, indre-ydre model og systemer overskrider ikke sig selv, de bliver ikke verdensherskere, med andre ord de kan ikke reducere alt til sig selv.
Et af de centrale problemer når vi taler om fremtiden er dens kontinuitet. Ordet dækker her over to forskellige retninger, der er sammenhænge der må bevares, gentages, følelser der må gennemføres. Så meget af vores liv hviler på tilvante forestillinger og vi kan ikke ændre det alt sammen på engang. Men kontinuiteten fortæller os også noget om hvordan vi kan arbejde. Den fortæller os om måder hvorpå vi kan producere virkelighed.
Det er vores interesse, en form for pragmatisk fremtid. Skønt de mere vilde ideer inden for transhumanisme og de videnskaber den bygger på er spændende og ved gud kan fortælle os meget, så er det ikke i første omgang det som interessere os. Istedet er det de nære forhold som vi forestiller os, at computeren og dens kumpaner kan hjælpe os med. På samfunds fronten forestiller vi os et langt bredere samarbejde med computere og maskiner, men også mellem mennesker via computere. I computeren er der mulighed for, at inkopere strukturer, samarbejds former fx, som ikke på samme måde er determineret, men virker i rummet, udspiller deres forhold. Ligeså kan man næsten sige, at visse computerprogrammer antager form af en teori, de er teoriens udtryk, men også den form hvormed den bliver bedst udtrykt. Det er skriftens sociale forhold til udvides. Skriften læses ikke kun, nu skriver den også, den fungere i den fysiske verden, den skrives ind i evolutionære processer og den skriver dem. Skriften er blevet funtionel. Den retning vi vil tage er, at en hel del ting omkring naturvidenskab, demokrati, formalitet osv. kan blive socialiseret, dvs. det kan komme ud og virke mere frit mellem hinanden, fremfor at være kun, at virke via bøger, via komplekse vokabularer (læg mærke til at vi ikke afløser, vi udvider).
Interessen for transhumanisme har et drej, den drejer i en hvis retning. Selvom vi kraftedme ikke søger det gode, så er det stadig udfra en hvis filosofi, en analyse af hvor vi står, hvad vi har brug for, at vi skriver. Transhumanisme er interesant, især fordi den ikke rigtig kan undgås, fordi den giver os det mest visionære, fantasifuld og dermed også (måske) mest gennemførte billed af hvilke forestillinger der ligger i hjertet af fx kognitiv videnskab. Det er utrolig klart, at det i hvert fald ikke er noget særlig godt opgør med videnskabens mekanistiske opfattelse og så alligevel, så sker det af bagvejen, det er som om videnskaben selv arbejder i en retning der overskrider de forhold. Sådan fremstilles det i hvert fald, fx af Ray Kurzweil. Det er totalt tåbeligt halvdelen af tiden, idet det taler med en påtaget frihed som om vi bare arbejder os derud.
Det vi beskæftiger os med er fremtiden. Dvs. sagt på en anden måde, hvordan vi kan virke i den og dermed i høj grad også hvordan vi virker i den. Dermed kan man sige, at det er en politisk tænkning, men den er hverken konservativ eller revolutinær, dvs. hverkende fokuserende på bevaring eller forandring. Her er det blot sagt, men den filosofiske tænkning der foregår her beskæftiger sig med filosofien som den der tilgår virkeligheden i alle dens afskygninger. I de formelle udformninger, kan den således ikke undsige sig nogle udsagn, den kan blot skabe distinktioner og forsøge at gengive og formulere de distinktive forskelle. Virkeligheden har altid været central for filosofien, eller skulle vi sige, det at blive virkelig, den har ikke udlukket den betingelse, at den virkelig har noget med virkeligheden at gøre, den har forsøgt at blive virkelig og ikke særlig meget af det som er blevet skrevet af filosfien har haft anden vision. Tekster skrives for at meddele noget, det kan være at meddelsen fodre en anden virkelighed end den der, måske endda ligefrem benægter den, men den forsøger ikke desto mindre at virke, at meddele eller benægte. På mange måder kan man sige, at filosofien i mange forskellige variantoner har forsøgt, at undgå dette filosofiske problem. Det har i højere grad handlet om at undgå, fejl, at undgå at kunne fælles af sine metafysiske forudsætninger. Det er som vi alle ved, altid allerede en umulighed, vi er altid allerede en del af verden, sproget, logikken (eller bid mit øre af). Filosofiens opgave er altså ikke at undgå metafysiske forudsætninger. Det er klart, at det har fortalt os en masse om 'forudsætninger', at metafysikkens betingelser er blevet undersøgt så grundigt. Men det har skjult og i mange tilfælde ligefrem undsagt filosofiens problemer med at blive virkelige. Virkeligheden kræver funktion, den kræver struktur, den kræver funktion. Disse problemer er ultra centrale og de peger i langt højere grad på filosofiske begreber som institution,
Men det er at virke i fremtiden som,
menneske
maskine
famillie
samfund
projekt
ting
natur
vi taler om, der er ikke en måde, der er en masse måder som virker i, muligheder som vi har. Der er en historie der handler om, at vi nogen gange får nye muligheder. Vi er ikke sikre på, at der virkelig er tale om paradigme skift, dvs. pludselige skift, men det lader bestemt til, at der er store forskelle mellem tidernes måde, at se og tale om deres verden på og det er vores påstand, at sådanne forskellige forhold, i høj grad gør vores muligheder i forhold til fremtiden, til noget der udvikler sig. Ikke mod noget bedre, ikke mod noget højere, men til nogle andre måder at opfatte verden på, ordne den og sætte den i tale. Om den verden bliver bedre er i høj grad op til os. Dermed er vi tilbage, for moralen starter her ved et ansvar over for fremtiden. Et ansvar er ikke en følelse, i hvert fald ikke kun, det er derimod en reel udført forpligtigelse over for verden. Hvis vi tager filosofien som eksempel igen, kan vi sige, at den har forsøgt, at afmontere dette ansvar. Dens forsøg var engang, at formulere et totalt system der forklarede det hele, finde et sikkert udgangspunkt, vores sikre udgangspunkt og derudfra, var forestillingen måske, at vi så kunne skabe en sikker verden. På sin vis forsvinder drømmen om en verden, især i det totale systems sidste udviklingstrin, nemlig videnskaben. Her er forestillingen om et fremtidigt samfund, en fremtid, som videnskaben er medskaber af, som den virker i, som den skal blive til i og bliver til i, næsten totalt fraværende. Det totale system forudsatte et eller andet sikkert, der rakte ud over de metafysiske forudsætninger, ontologiske betingelser. Det vigtige er her, at vi videnskaben kan se en forkastelse af ens egen virkning, den forudsættes, videnskaben fungere på sin måde, dens virkninger i resten af vores virkelighed tænkes ikke og den kan virkelig sagtens tænkes, tænk bare på, hvor diverse brugen af atom teknologi egentlig kan være, eller hvor meget forskeligt relativitetsteorien har ledt til. Filosofien mere generelt, har på mange forskellige måder forkastet forholdet til fremtiden, for det er en forkastelse af fremtiden. Videnskab er videnskab og sådan lades den være, den er dens egen verdens opfattelse, den siger sin egen sandhed. En af de måder som filosofien har forkastet fremtiden er ved i så høj grad, at fokusere på beskrivelse fremfor skabelse. Filosofien har ganske enkelt forsøgt, at dæmpe dens egne virkninger, gøre sig formel på alle mulige forskellige måder. Det er klare, at filosofien bliver til, den skrives, den læses og det er en fornægtelse at aktivt glemme det. Men problemet er ikke blot hvad den siger, men også hvad den gør. En af de måder filosofien har reduceret sig selv (dvs. afmonteret dens virkninger) er ved at forblive skrift. En skrift der cirkler om sig selv, som har sig selv som stof, materiale og først afledt resten af de måder som vi skaber, tænker, kategorisere, taler med og i osv. Dens ultimative reduktion, den hvormed den kan overkomme sine metafysiske problemer, er ganske enkelt ved, at se, at skriften ikke kan reduceres til sig selv. Filosofiens problem er ikke metafysikken, metafysikken kan overskrides af mange veje, demonteres på mange måder, men den fundamentalt formelle måde er ved, at lave noget andet. At lave noget andet er, at gøre noget andet end at skrive, det er at fører skriften ud af teksten. Måske er det et levn fra ideologigerne, at denne tænkning af hvordan teksten skal virke der har gjort, at vi ikke nåede længere, men blev ved med at lukke hullet til. Ideologierne slog fejl, ikke så meget fordi de var skrevet, men fordi de for det første indeholdte skriftens problem, at skriften kun er en handling og at hvad der tænkes der, ikke automatisk tænkes alle andre steder. Det er tekstens historiske problem, hvordan bliver den til, kan den optræde som en guide, kan folk læse den og have åbenbaringer der gennemgriber hele deres krop og sjæl og svaret er nej. Teksten virker på en andre måder, hvorfor undersøger vi ikke det. Denne undersøgelse ville automatisk fører til undersøgelser af forhold mellem tekst og 'projekt'. Dvs. man ville opstille situaitoner for tekster at virkei, man ville sætte dem i funktion, forsøge at få dem til at virke, gøre noget, stå i forhold til mennesker, ting, situationer osv. (og vi har på et helt andet niveua, nemlig i computeren og kybernetikken, en helt anden form for skriftens forhold, godt nok en helt andet skrift end den sproglige, men vores undersøgelser kan virkelig lærer noget her). Dermed har vi udvidet filosofien, den er ikke kun skrift, den kan ikke bare ikke reduceres dertil, den er den ikke kun. Men hvor er grænserne så for den? Det afsætter virkninger, filosofien er hvad der er brug for, den er det som virker og dette er virkelig meget og virkninger er ikke kun baseret på brutal, skøn eller nogen anden form for kræft, filosofien undersøger dem netop alle, har plads til dem.
Det er en klar forestilling som vi har, at computeren og dens tilhørende videnskaber kan give os brugbare redskaber og modeller i tænkningen af hvordan fremtiden kan ske. Funktionelle maskiner, der på den ene eller den anden måde udviser små-inteligent adfærd kan opfattes som nye måder at skrive verden på og dermed vender vi på en sær måde tilbage til filosofiens ambitioner, skriften skulle gøres virksom, den skulle skrive verden og skrives i verden. Det er det der sker her, godt nok sker det på små niveau, inden for systemteoriens decentrale, indre-ydre model og systemer overskrider ikke sig selv, de bliver ikke verdensherskere, med andre ord de kan ikke reducere alt til sig selv.
Et af de centrale problemer når vi taler om fremtiden er dens kontinuitet. Ordet dækker her over to forskellige retninger, der er sammenhænge der må bevares, gentages, følelser der må gennemføres. Så meget af vores liv hviler på tilvante forestillinger og vi kan ikke ændre det alt sammen på engang. Men kontinuiteten fortæller os også noget om hvordan vi kan arbejde. Den fortæller os om måder hvorpå vi kan producere virkelighed.
Det er vores interesse, en form for pragmatisk fremtid. Skønt de mere vilde ideer inden for transhumanisme og de videnskaber den bygger på er spændende og ved gud kan fortælle os meget, så er det ikke i første omgang det som interessere os. Istedet er det de nære forhold som vi forestiller os, at computeren og dens kumpaner kan hjælpe os med. På samfunds fronten forestiller vi os et langt bredere samarbejde med computere og maskiner, men også mellem mennesker via computere. I computeren er der mulighed for, at inkopere strukturer, samarbejds former fx, som ikke på samme måde er determineret, men virker i rummet, udspiller deres forhold. Ligeså kan man næsten sige, at visse computerprogrammer antager form af en teori, de er teoriens udtryk, men også den form hvormed den bliver bedst udtrykt. Det er skriftens sociale forhold til udvides. Skriften læses ikke kun, nu skriver den også, den fungere i den fysiske verden, den skrives ind i evolutionære processer og den skriver dem. Skriften er blevet funtionel. Den retning vi vil tage er, at en hel del ting omkring naturvidenskab, demokrati, formalitet osv. kan blive socialiseret, dvs. det kan komme ud og virke mere frit mellem hinanden, fremfor at være kun, at virke via bøger, via komplekse vokabularer (læg mærke til at vi ikke afløser, vi udvider).
Interessen for transhumanisme har et drej, den drejer i en hvis retning. Selvom vi kraftedme ikke søger det gode, så er det stadig udfra en hvis filosofi, en analyse af hvor vi står, hvad vi har brug for, at vi skriver. Transhumanisme er interesant, især fordi den ikke rigtig kan undgås, fordi den giver os det mest visionære, fantasifuld og dermed også (måske) mest gennemførte billed af hvilke forestillinger der ligger i hjertet af fx kognitiv videnskab. Det er utrolig klart, at det i hvert fald ikke er noget særlig godt opgør med videnskabens mekanistiske opfattelse og så alligevel, så sker det af bagvejen, det er som om videnskaben selv arbejder i en retning der overskrider de forhold. Sådan fremstilles det i hvert fald, fx af Ray Kurzweil. Det er totalt tåbeligt halvdelen af tiden, idet det taler med en påtaget frihed som om vi bare arbejder os derud.
En historieopfattelse med Pynchon.
moderne historie er ikke en kamp mellem utopi og fascisme. kampen står mellem
something like this: An enormous technological leap occurred in the decades around 1900. This advance was fired by some mixed-up combination of abstract mathematical speculation, capitalist greed, global geopolitical power struggle, and sheer mysticism. We know (roughly) how it all turned out, but if we had been living in those years it would have been impossible to sort out the fantastical possibilities from the plausible ones. Maybe we could split time and be in two places at once, or travel backward and forward at will, or maintain parallel lives in parallel universes. It turns out (so far) that we can’t. But we did split the atom — an achievement that must once have seemed equally far-fetched. Against the Day is a kind of inventory of the possibilities inherent in a particular moment in the history of the imagination. It is like a work of science fiction written in 1900.[7]
Det er denne bevægelse der er central - fx når der skrives, at temaet er nogle 'fremskridt?', er globale geopolitiske kampe og mysticisme siges, at være fremskidt. Dette er i langt højere grad en historie opfattelse og historieopfattelsen går således; Der er altid i historierne denne uvisse fremtid, de mærkelige ideer, mulighederne for at skille ideer der kommer til at fungere i fremtiden fra dem som stadig idag virker som værende langt ude i fremtiden, er ikke særligt veludviklet. Vores historie foregår i denne historie, via en masse modsatrettede, for hinanden skjule ideer. Det er ikke de mærkelige ideer, det er udpegningen af dem, dengang var de ikke så mærkelige. Den anden pointe er, at vi skal være opmærksomme på hvad vi blev til at, af denne forvirrede historie, som aldrig havde den klarhed som den ser ud idag. Historien er ikke klar, den har ikke den klarhed vi selv ser den med. Dette er pointen.
OG så skal det sgu lige nævnes: forfatteren af det ovenforstående om inherent vice, har tydeligt ikke fattet historie-opfattelsen, for det er sgu ikke sådan at vi ved hvad der er blevet til. We know (roughly) how it all turned out", er totalt fucked up at sige, det smadre virkelig Pynchons roman, ødelægger den og det sker ganske tit, for det er historiske romaner for nutiden og det er en science fiction roman fra idag. Det er sådan en science fiction roman der skulle skrives om nutiden. Denne klarheds fetish, idag er sgu da i det mindste klar, det kan godt være de ikke var det tideligere og derfor kan man skrive sådanne fabelagtigt spravlede romaner og det er da interesant, at man kan det, at historien engang var så mangfoldigt, usikkert et sted... med så mange muligheder, så mange potentialiteter og ingen rigtige måder, at skille den ene fantastiske mulighed fra den anden. Nej sådan er det jo ikke, historien og dens mærkelige muligheder har sgu ikke rigtigt ændret sig, det er også sådan idag og det vil vi gerne fortælle historien om... dette er også historien om hvordan verden ikke blev god, ikke blev bedre, om hvordan det aldrig har været dens retning og hvordan det eddermanme ikke skal være det, det skal kraftedme ikke være vejen... vi søger ikke godhed, vi søger sandhed og sandheden den er hvad der er og hvad der er, det er altid noget mærkeligt noget, men det virker, det virker.
something like this: An enormous technological leap occurred in the decades around 1900. This advance was fired by some mixed-up combination of abstract mathematical speculation, capitalist greed, global geopolitical power struggle, and sheer mysticism. We know (roughly) how it all turned out, but if we had been living in those years it would have been impossible to sort out the fantastical possibilities from the plausible ones. Maybe we could split time and be in two places at once, or travel backward and forward at will, or maintain parallel lives in parallel universes. It turns out (so far) that we can’t. But we did split the atom — an achievement that must once have seemed equally far-fetched. Against the Day is a kind of inventory of the possibilities inherent in a particular moment in the history of the imagination. It is like a work of science fiction written in 1900.[7]
Det er denne bevægelse der er central - fx når der skrives, at temaet er nogle 'fremskridt?', er globale geopolitiske kampe og mysticisme siges, at være fremskidt. Dette er i langt højere grad en historie opfattelse og historieopfattelsen går således; Der er altid i historierne denne uvisse fremtid, de mærkelige ideer, mulighederne for at skille ideer der kommer til at fungere i fremtiden fra dem som stadig idag virker som værende langt ude i fremtiden, er ikke særligt veludviklet. Vores historie foregår i denne historie, via en masse modsatrettede, for hinanden skjule ideer. Det er ikke de mærkelige ideer, det er udpegningen af dem, dengang var de ikke så mærkelige. Den anden pointe er, at vi skal være opmærksomme på hvad vi blev til at, af denne forvirrede historie, som aldrig havde den klarhed som den ser ud idag. Historien er ikke klar, den har ikke den klarhed vi selv ser den med. Dette er pointen.
OG så skal det sgu lige nævnes: forfatteren af det ovenforstående om inherent vice, har tydeligt ikke fattet historie-opfattelsen, for det er sgu ikke sådan at vi ved hvad der er blevet til. We know (roughly) how it all turned out", er totalt fucked up at sige, det smadre virkelig Pynchons roman, ødelægger den og det sker ganske tit, for det er historiske romaner for nutiden og det er en science fiction roman fra idag. Det er sådan en science fiction roman der skulle skrives om nutiden. Denne klarheds fetish, idag er sgu da i det mindste klar, det kan godt være de ikke var det tideligere og derfor kan man skrive sådanne fabelagtigt spravlede romaner og det er da interesant, at man kan det, at historien engang var så mangfoldigt, usikkert et sted... med så mange muligheder, så mange potentialiteter og ingen rigtige måder, at skille den ene fantastiske mulighed fra den anden. Nej sådan er det jo ikke, historien og dens mærkelige muligheder har sgu ikke rigtigt ændret sig, det er også sådan idag og det vil vi gerne fortælle historien om... dette er også historien om hvordan verden ikke blev god, ikke blev bedre, om hvordan det aldrig har været dens retning og hvordan det eddermanme ikke skal være det, det skal kraftedme ikke være vejen... vi søger ikke godhed, vi søger sandhed og sandheden den er hvad der er og hvad der er, det er altid noget mærkeligt noget, men det virker, det virker.
I believe that what most people want and need is a unified system for all their work and records, not a bunch of separate "applications." This means the management of versions and copies and their variations, built of tracked small pieces with their origins known-- not big lumps with their origins lost (files as we know them today). This means juggling and managing vast amounts of fine-grained information-- thousands of items-- in multiple contexts. An item should only need to be entered once, and become available in all its contexts at any time. And all the contexts of an item should be simultaneously visible.
Øhm jeg har ikke rettet det nedenfor stående... og jeg gider fanme heller ikke.
Det her er en note til ted nelson ... jeg tror hans ambition skal omformes noget, for jeg tror ganske enkelt det er et intrinsisk problem, at computeren bliver rodet. At danne platformen helt fra bunden, eller udefra ind, i en eller anden samlende process - hvor der opnås total gennemsigtighed - er for det første ikke muligt af praktiske grunde. Det ville kræve at man kunne tage hensyn til fremtiden allerede, have foregrebet den, mens virkeligheden er, at den udvikle sig med forskellige ryk og ganske enkelt ikke er opdaget før den er det. For det andet er det ikke muligt, fordi det er en systematisk sandhed, at funktioner fungere som et lukket system, i hvert fald altid på visse punkter. Dette er et formelt problem.
Dette er ikke døden for Nelsons tanker. At det er svært at tænke fremtiden behøver ikke, at vi ikke skal det og computeren har vitterlig ikke opfyldt sit litterære potentiale, for den står vitterlig i en anden situation for os, end noget der er kommet før den, den folder en masse problemer som fx har behersket filosofien ind i sig. Forestillingen om at tænkningen kunne blive funktionel via skriften har altid behersket filosofien. Forestillingen var, at man igennem skriften kunne transportere sandheder, tænkningen ud blandt mennesker. Skriften var her i centrum som kommunikationsmiddel, det var den som fungerede som hovedmediator, både fra hovedet til skriften og fra skriften ud til de andre hoveder. Som kommunikations middel har skriften især en fejl, den er ikke selv en funktion, den skrives og læses, men bogstaverne ligger stille. På den måde etableres der et misforhold mellem skriftens mål og det man gør når man læser. Lad os forestille os en filosofibog der handler om virkelighedens stat, dvs om den rigtige statsindretning, men læsningen er ikke skabelsen eller visionen om staten. Læsningen bliver en mediator og det at blive god til at læse en bog og forstå dens skrift er ikke det samme som at blive god til at lave stater, ensige det rent faktisk at skabe stater. Skriften kan ikke fungere, den sætter tanken i et alt for bestemt forhold, i forhold til en bestemt art og der ligger et enormt problem og venter, hvordan skal man bruge det læste, dette er virkelig en anden lærdom end det at lærer at læse.
Computeren er et svar på dette skriftens problem, det at tænke, skabe noget kan nu blive funktionelt og kodet. Men i forhold til Ted Nelson må vi påpege, at computeren ikke er det totale skrive apparat som han forventede. Skabelsens problem forbliver der, forholdene mellem forskellige funktioner eksistere stadig. Det computeren udpeger er, skriftens, kodens forhold når den fungere, sættes materielt i spil og dermed kan udspille reele forhold iblandt os, hvor den ikke kun siger noget meningsfuldt, men agere meningsfuldt. Et program der kan øge demokratiet siger ikke nødvendigvis eksplicit hvad demokrati er, den er forskellige forhold, strukturer der samler forskellige funktioner, ord og kategorier og sætte dem i formelle spil med hinanden. I romantikken var der en forløber for videnskaben, som lød på, at gud havde skrevet verden i matematik, at enhver del af naturen var guds skrift, at dens love var guds måde at virke på osv. Gud var altså istand til at skrive verden. Videnskaben kan i nogen forstand ses i et metaforisk forhold til denne forestilling. Den har overtaget, ikke guds ideen, men ideen om, at finde hans skrift, den skrift som naturen er skrevet med. Meningen bag er ikke problemet, det er droppet, men søgende efter skriften er blevet intensiveret og systematiseret. Det ultimative mål er altså at komme til at skrive verden eller hvad, som gud, som en, som enhed. Men der når vi aldrig til, sådan fungere ingen skrift, sådan er der ingen skrift der kan virke. Computeren illustere dette for os, den fungere i høj grad decentralt, de enkelte programmer er ikke gennemsigtige for hinanden, de fungere ind ad til og de programmer som skal systematisere dem har store kategoriseringens problemer, ganske enkelt fordi de er uden for.
Øhm jeg har ikke rettet det nedenfor stående... og jeg gider fanme heller ikke.
Det her er en note til ted nelson ... jeg tror hans ambition skal omformes noget, for jeg tror ganske enkelt det er et intrinsisk problem, at computeren bliver rodet. At danne platformen helt fra bunden, eller udefra ind, i en eller anden samlende process - hvor der opnås total gennemsigtighed - er for det første ikke muligt af praktiske grunde. Det ville kræve at man kunne tage hensyn til fremtiden allerede, have foregrebet den, mens virkeligheden er, at den udvikle sig med forskellige ryk og ganske enkelt ikke er opdaget før den er det. For det andet er det ikke muligt, fordi det er en systematisk sandhed, at funktioner fungere som et lukket system, i hvert fald altid på visse punkter. Dette er et formelt problem.
Dette er ikke døden for Nelsons tanker. At det er svært at tænke fremtiden behøver ikke, at vi ikke skal det og computeren har vitterlig ikke opfyldt sit litterære potentiale, for den står vitterlig i en anden situation for os, end noget der er kommet før den, den folder en masse problemer som fx har behersket filosofien ind i sig. Forestillingen om at tænkningen kunne blive funktionel via skriften har altid behersket filosofien. Forestillingen var, at man igennem skriften kunne transportere sandheder, tænkningen ud blandt mennesker. Skriften var her i centrum som kommunikationsmiddel, det var den som fungerede som hovedmediator, både fra hovedet til skriften og fra skriften ud til de andre hoveder. Som kommunikations middel har skriften især en fejl, den er ikke selv en funktion, den skrives og læses, men bogstaverne ligger stille. På den måde etableres der et misforhold mellem skriftens mål og det man gør når man læser. Lad os forestille os en filosofibog der handler om virkelighedens stat, dvs om den rigtige statsindretning, men læsningen er ikke skabelsen eller visionen om staten. Læsningen bliver en mediator og det at blive god til at læse en bog og forstå dens skrift er ikke det samme som at blive god til at lave stater, ensige det rent faktisk at skabe stater. Skriften kan ikke fungere, den sætter tanken i et alt for bestemt forhold, i forhold til en bestemt art og der ligger et enormt problem og venter, hvordan skal man bruge det læste, dette er virkelig en anden lærdom end det at lærer at læse.
Computeren er et svar på dette skriftens problem, det at tænke, skabe noget kan nu blive funktionelt og kodet. Men i forhold til Ted Nelson må vi påpege, at computeren ikke er det totale skrive apparat som han forventede. Skabelsens problem forbliver der, forholdene mellem forskellige funktioner eksistere stadig. Det computeren udpeger er, skriftens, kodens forhold når den fungere, sættes materielt i spil og dermed kan udspille reele forhold iblandt os, hvor den ikke kun siger noget meningsfuldt, men agere meningsfuldt. Et program der kan øge demokratiet siger ikke nødvendigvis eksplicit hvad demokrati er, den er forskellige forhold, strukturer der samler forskellige funktioner, ord og kategorier og sætte dem i formelle spil med hinanden. I romantikken var der en forløber for videnskaben, som lød på, at gud havde skrevet verden i matematik, at enhver del af naturen var guds skrift, at dens love var guds måde at virke på osv. Gud var altså istand til at skrive verden. Videnskaben kan i nogen forstand ses i et metaforisk forhold til denne forestilling. Den har overtaget, ikke guds ideen, men ideen om, at finde hans skrift, den skrift som naturen er skrevet med. Meningen bag er ikke problemet, det er droppet, men søgende efter skriften er blevet intensiveret og systematiseret. Det ultimative mål er altså at komme til at skrive verden eller hvad, som gud, som en, som enhed. Men der når vi aldrig til, sådan fungere ingen skrift, sådan er der ingen skrift der kan virke. Computeren illustere dette for os, den fungere i høj grad decentralt, de enkelte programmer er ikke gennemsigtige for hinanden, de fungere ind ad til og de programmer som skal systematisere dem har store kategoriseringens problemer, ganske enkelt fordi de er uden for.
Gladwell og andre 'vigtige tænkere'
Det her er fra en liste over vigtige tænkere og jeg kan ikke huske hvem der har lavet den. Gladwell har skrevet nogle ganske gode bøger, bl.a. Blink. Det vigtigeste for mig at se er, at han insistere på at journalismen skal være inventiv og dermed skriver han mærkeligt nok visionære bøger... det er ganske befriende. Således hører han til vores genre af cunmen, pragmatister og undersøgende journalister... de andre er bare med for sjov.
19. Malcolm Gladwell
for rethinking how we think about thinkers.
journalist | New Yorker | New York
With a mind as unorthodox as his hairdo, Gladwell is a genre-originating journalist: a specialist in translating counterintuitive research for the lay reader on subjects as diverse as Enron, the full-court press in basketball, ketchup, and racial bias. Most recently, he attacked the notion of genius in 2009's Outliers, which argues that circumstance and practice (10,000 hours of practice, to be precise) mean as much as gray matter and natural talent. The brilliance of a Bill Gates or a Mozart is not a freak phenomenon, he writes, but the product of extraordinary amounts of effort at precisely the right moment. By making surprising arguments seem obvious, Gladwell has added a serious dose of empiricism to long-form journalism and changed how we think about thought itself.
Gladwell's favorite thinkers:
* Richard Thaler (No. 7). Thaler is one of the very best of the behavioral economists -- the economists who understand that human beings don't behave according to the arid logic of supply and demand curves. His paper "The Loser's Curse" is perhaps the single smartest thing I've ever read about professional football, and Nudge, the book he co-wrote with Cass Sunstein, is superb.
* Gary Klein. I've been enormously influenced by Klein because he's a psychologist who studies real-world decision-making, as opposed to the way people behave in laboratories. And the worlds he looks at -- firefighters, marines, intensive care nurses -- offer extraordinary insights as to how experts behave in high-pressure situations. His first book, Sources of Power, remains one of my favorites.
* Richard Nisbett. No thinker has had as much influence on my work as Nisbett. Where to begin? He's an environmentalist -- that is, he has systematically and convincingly proven, again and again, that we are creatures of our situations, environments, and cultures. I would recommend anything he's written, but especially The Geography of Thought and Intelligence and How to Get It.
* Iain Pears. Pears is a novelist. He wrote An Instance of the Fingerpost and, most recently, Stone's Fall, among many others. I think he's the finest pure storyteller working in popular fiction, and those of us who are in the business of making arguments and communicating ideas have to pay attention to storytellers because they have the skills we desperately need.
41. Esther Duflo
for adding quantitative rigor to assessments of foreign aid.
economist | MIT | Cambridge, Mass.
If there's any hope of adjudicating the Sachs-Easterly contretemps, the 36-year-old Duflo -- who has stayed neutral -- might be able to provide it. Unlike traditional economists who test new aid products under laboratory conditions, Duflo, who just won a MacArthur "genius" grant and has been hailed as "the new face of French intellectualism," tests products in the field, with all the interference and compounding data points that go with it. She has turned her methods on the questions of whether it's best to give away or sell mosquito nets, whether grandfathers or grandmothers are more likely to spend on the health of their families, and what incentives work for vaccination. As co-founder of MIT's Poverty Action Lab, Duflo is imposing new rigor on everything from women's empowerment to computer-assisted learning: "[W]e are trying to raise expectations but make them real."
Reading list: The Emperor, by Ryszard Kapuscinski; The Biographer's Tale, by A.S. Byatt; In Xanadu, by William Dalrymple.
Wants to visit: Brazil
Gadget: Neither Facebook nor Twitter. BlackBerry.
42. Jared Diamond
for helping us understand how societies not only grow, but die.
Geographer | UCLA | Los Angeles
Diamond writes about destruction. But if his most famous book, Guns, Germs, and Steel, was about how Western civilizations destroyed their competition, his most recent book, Collapse, traces how societies, such as Greenland's Vikings, destroy themselves by squandering their natural resources. Climate change may be a new concern, but the need to live sustainably is an old one, Collapse shows. More recently, Diamond has turned his attention to modern predicaments, urging less consumption and population restraint. The Earth today has more than enough resources to sustain its current population, Diamond thinks, but we must use them more intelligently than our ancestors did, lest we go the way of the Vikings.
Reading list: Colomba, by Dacia Maraini; The Divine Comedy, Dante; New Guinea: What I Did and What I Saw, Luigi D'Albertis.
Wants to visit: Uzbekistan
Best idea: Triple the price of gasoline in the United States.
Worst idea: Fertilizing the ocean, or injecting gases or particles into the atmosphere to combat climate change.
19. Malcolm Gladwell
for rethinking how we think about thinkers.
journalist | New Yorker | New York
With a mind as unorthodox as his hairdo, Gladwell is a genre-originating journalist: a specialist in translating counterintuitive research for the lay reader on subjects as diverse as Enron, the full-court press in basketball, ketchup, and racial bias. Most recently, he attacked the notion of genius in 2009's Outliers, which argues that circumstance and practice (10,000 hours of practice, to be precise) mean as much as gray matter and natural talent. The brilliance of a Bill Gates or a Mozart is not a freak phenomenon, he writes, but the product of extraordinary amounts of effort at precisely the right moment. By making surprising arguments seem obvious, Gladwell has added a serious dose of empiricism to long-form journalism and changed how we think about thought itself.
Gladwell's favorite thinkers:
* Richard Thaler (No. 7). Thaler is one of the very best of the behavioral economists -- the economists who understand that human beings don't behave according to the arid logic of supply and demand curves. His paper "The Loser's Curse" is perhaps the single smartest thing I've ever read about professional football, and Nudge, the book he co-wrote with Cass Sunstein, is superb.
* Gary Klein. I've been enormously influenced by Klein because he's a psychologist who studies real-world decision-making, as opposed to the way people behave in laboratories. And the worlds he looks at -- firefighters, marines, intensive care nurses -- offer extraordinary insights as to how experts behave in high-pressure situations. His first book, Sources of Power, remains one of my favorites.
* Richard Nisbett. No thinker has had as much influence on my work as Nisbett. Where to begin? He's an environmentalist -- that is, he has systematically and convincingly proven, again and again, that we are creatures of our situations, environments, and cultures. I would recommend anything he's written, but especially The Geography of Thought and Intelligence and How to Get It.
* Iain Pears. Pears is a novelist. He wrote An Instance of the Fingerpost and, most recently, Stone's Fall, among many others. I think he's the finest pure storyteller working in popular fiction, and those of us who are in the business of making arguments and communicating ideas have to pay attention to storytellers because they have the skills we desperately need.
41. Esther Duflo
for adding quantitative rigor to assessments of foreign aid.
economist | MIT | Cambridge, Mass.
If there's any hope of adjudicating the Sachs-Easterly contretemps, the 36-year-old Duflo -- who has stayed neutral -- might be able to provide it. Unlike traditional economists who test new aid products under laboratory conditions, Duflo, who just won a MacArthur "genius" grant and has been hailed as "the new face of French intellectualism," tests products in the field, with all the interference and compounding data points that go with it. She has turned her methods on the questions of whether it's best to give away or sell mosquito nets, whether grandfathers or grandmothers are more likely to spend on the health of their families, and what incentives work for vaccination. As co-founder of MIT's Poverty Action Lab, Duflo is imposing new rigor on everything from women's empowerment to computer-assisted learning: "[W]e are trying to raise expectations but make them real."
Reading list: The Emperor, by Ryszard Kapuscinski; The Biographer's Tale, by A.S. Byatt; In Xanadu, by William Dalrymple.
Wants to visit: Brazil
Gadget: Neither Facebook nor Twitter. BlackBerry.
42. Jared Diamond
for helping us understand how societies not only grow, but die.
Geographer | UCLA | Los Angeles
Diamond writes about destruction. But if his most famous book, Guns, Germs, and Steel, was about how Western civilizations destroyed their competition, his most recent book, Collapse, traces how societies, such as Greenland's Vikings, destroy themselves by squandering their natural resources. Climate change may be a new concern, but the need to live sustainably is an old one, Collapse shows. More recently, Diamond has turned his attention to modern predicaments, urging less consumption and population restraint. The Earth today has more than enough resources to sustain its current population, Diamond thinks, but we must use them more intelligently than our ancestors did, lest we go the way of the Vikings.
Reading list: Colomba, by Dacia Maraini; The Divine Comedy, Dante; New Guinea: What I Did and What I Saw, Luigi D'Albertis.
Wants to visit: Uzbekistan
Best idea: Triple the price of gasoline in the United States.
Worst idea: Fertilizing the ocean, or injecting gases or particles into the atmosphere to combat climate change.
Chomsky og Buckley.
En analyse af imperialismen.
Du tager udgangspunkt i Chomskys bog om usa, http://www.youtube.com/watch?v=Dt-GUAxmxdk&feature=related, et interview mellem buckley og chomsky... her gennemgås imperialisme. Der er tre standpunkter her som er vigtige... 1) det almindelige folks ansvar. 2) Alle USAs handlinger efter anden verdenskrig, eller hvornår det nu er, har været imperialitiske dvs. i virkeligheden har været guidet af grådihged og egen interesser. 3) De historier om godhed, begrundelser og lign, som der har været givet, har alle sammen været løgn.
Først; Interviewet er et godt eksempel på to mennesker der står på hver sin side af et ganske signifikant politisk skel og alligevel taler sammen. Buckley er et lille mirakel og ville virkelig være en sjældenhed idag.
Bogen er faktisk ganske god og veldokumenteret. Men den handler om noget andet for mig at se. Jeg tror ikke at Chomsky mener at historierne vi fortæller os selv for, at retfærdiggøre os selv og vores gerninger kun er usandheder. Mit argument er at deres argumenter og de historier vi fortæller enten har en hvis virkelighed, dvs. en hvis virkning for os selv, eller at de i hvert fald får det (og dermed var istand til at virke, det er ikke alle historier der istand til at virke). Dermed er angrebet på disse historier ganske komplekse, for man skal faktisk sige, de gælder ikke, de er ikke sande, de handler ikke om fx irakerne, samtidigt med at man skal sige, de handler om noget andet end i tror. Dette er det komplekse, at der ikke adskilles og jeg tror, at denne adskillelse faktisk som filosofisk problem ligger i grunden af vores måde, at erkende på, omgås verden på. Det er en global sammenhæng, vi taler om, gennemførelsen af videnskab og autoritet. Men hvordan taler man imod dette.
De sidste par års begyndede, fremvoksende historie om tidelige tideres problemer er et brugbart redskab. Redskabet består netop i, at der blev fortalt historier og at de var mere komplekse end kommunister og akademikere gjorde dem til, at der var skygger af sandhed i dem.
Jeg er ved at læse bogen Flirting with Disaster: Why Accidents Are Rarely Accidental Af Marc Gerstein, den handler om hvordan vi i mange tilfælde fx lader historier, omgivelserne bestemme hvordan vi ser et eller andet fænomen og således lader historierne skjule de egentlige farer, vores eget ansvar og vores egne muligheder. Bogen har forord af Daniel Elsberg og til dem der ikke ved det, var det ham der i 1971 publiserede pentagon papirerne. For mig at se er disse historier altid en del af vores måde at omgås verden på og ikke altid til det dårlige. Men det her, fiktionens spil i virkeligheden eller omvendt er et tilbagevendende tema for mig på denne blog.
Du tager udgangspunkt i Chomskys bog om usa, http://www.youtube.com/watch?v=Dt-GUAxmxdk&feature=related, et interview mellem buckley og chomsky... her gennemgås imperialisme. Der er tre standpunkter her som er vigtige... 1) det almindelige folks ansvar. 2) Alle USAs handlinger efter anden verdenskrig, eller hvornår det nu er, har været imperialitiske dvs. i virkeligheden har været guidet af grådihged og egen interesser. 3) De historier om godhed, begrundelser og lign, som der har været givet, har alle sammen været løgn.
Først; Interviewet er et godt eksempel på to mennesker der står på hver sin side af et ganske signifikant politisk skel og alligevel taler sammen. Buckley er et lille mirakel og ville virkelig være en sjældenhed idag.
Bogen er faktisk ganske god og veldokumenteret. Men den handler om noget andet for mig at se. Jeg tror ikke at Chomsky mener at historierne vi fortæller os selv for, at retfærdiggøre os selv og vores gerninger kun er usandheder. Mit argument er at deres argumenter og de historier vi fortæller enten har en hvis virkelighed, dvs. en hvis virkning for os selv, eller at de i hvert fald får det (og dermed var istand til at virke, det er ikke alle historier der istand til at virke). Dermed er angrebet på disse historier ganske komplekse, for man skal faktisk sige, de gælder ikke, de er ikke sande, de handler ikke om fx irakerne, samtidigt med at man skal sige, de handler om noget andet end i tror. Dette er det komplekse, at der ikke adskilles og jeg tror, at denne adskillelse faktisk som filosofisk problem ligger i grunden af vores måde, at erkende på, omgås verden på. Det er en global sammenhæng, vi taler om, gennemførelsen af videnskab og autoritet. Men hvordan taler man imod dette.
De sidste par års begyndede, fremvoksende historie om tidelige tideres problemer er et brugbart redskab. Redskabet består netop i, at der blev fortalt historier og at de var mere komplekse end kommunister og akademikere gjorde dem til, at der var skygger af sandhed i dem.
Jeg er ved at læse bogen Flirting with Disaster: Why Accidents Are Rarely Accidental Af Marc Gerstein, den handler om hvordan vi i mange tilfælde fx lader historier, omgivelserne bestemme hvordan vi ser et eller andet fænomen og således lader historierne skjule de egentlige farer, vores eget ansvar og vores egne muligheder. Bogen har forord af Daniel Elsberg og til dem der ikke ved det, var det ham der i 1971 publiserede pentagon papirerne. For mig at se er disse historier altid en del af vores måde at omgås verden på og ikke altid til det dårlige. Men det her, fiktionens spil i virkeligheden eller omvendt er et tilbagevendende tema for mig på denne blog.
Nicky hager og undersøgende journalistik.
En lille gennemgang af Nicky Hager om hvordan han skrev bogen the secret power.
Don’t assume that secretive organisations are impenetrable
Many people have asked how I uncovered information about Echelon. They are experiences I think are worth sharing. The starting point for my research was finding out the names and job titles of all the staff within the New Zealand electronic intelligence agency. The breakthrough came when I realised that all their names had been hidden within public service staff lists, scattered through pages and pages of military staff. Because hardly anyone knew even of the organisation’s existence, they presumably thought the names would never be noticed.
By obtaining other lists of military staff that were compiled without the spies, and subtracting one list from the other, I was left with a near-perfect list of the hundreds of people inside the spy agency; and many more who had worked there in the past. Comparing this list to other public service lists gave me general job titles for all these people. Combined with some early leaks, I was gradually able to construct the entire top-secret organisational plan from relatively open sources. The job then began of identifying people in the various sections willing to talk.
People have varied reasons for deciding to leak information. There is, for instance, simply the relief of talking to someone who knows about their work after years of never being able to tell even their wives or husbands what they have done at work all day. But the main reason in this case was the officers’ concerns that an important area of government activity had been too secret for too long, both from the public and Parliament. Some people felt strongly about intelligence activities they regarded as immoral or not in the country’s interests. I decided who might be willing to talk to me, seeking people from all the various compartmentalised sections I wanted to study, and then quietly approached them. I am still surprised that most of the people I approached were prepared to talk to me, resulting in hundreds of pages of interview notes about the high-tech spy systems they operate.
Once the information had started, it poured in. It became known within the spy agencies that I was reearching them – new staff were warned about me in security briefings although they had no idea how much I had learnt or that I was writing a book – but, if anything, this seemed to help the leaks. For a long time I felt a slight thrill when I put my hand in my postbox in case I found secret papers left anonymously inside.
Some information came because ‘high security’ can be more about impressions than reality. For example, the spy bosses must surely have wondered why I repeatedly requested the latest copies of the agency’s internal newsletters, when they always released them with every meanful word blacked out. These people are our government’s chief advisors on security issues, but what they never realised was that by holding the photocopied newsletters up to my desk light I could, with care, read virtually everything – all the details of new or refocussed sections, staff changes, overseas postings and so on – that had been deleted.
High security at the agency’s most secret spying facility, the Waihopai station, was also more impression than reality. Despite electric fences, sensors and razor wire, I went there several times while writing the book and later was able to take a television documentary crew inside, where they filmed the Echelon equipment in the main operations room and even the titles of Intelsat (International Satellite Organisation) manuals on the desks (which confirmed the facility’s role spying on ordinary public telecommunications networks).
While there was very secret information I could only learn from insiders, a lot of the information came from careful fieldwork (such as observing changes over the years in various Echelon stations around the world as telecommunications technology changed) and collating snippets of information from unclassified documents and news reports. Various of the inside sources were friends of friends of friends who I located simply by asking around widely. Don’t assume that secretive organisations are impenetrable. There is important research work waiting to be done on many subjects in every country.
Don’t assume that secretive organisations are impenetrable
Many people have asked how I uncovered information about Echelon. They are experiences I think are worth sharing. The starting point for my research was finding out the names and job titles of all the staff within the New Zealand electronic intelligence agency. The breakthrough came when I realised that all their names had been hidden within public service staff lists, scattered through pages and pages of military staff. Because hardly anyone knew even of the organisation’s existence, they presumably thought the names would never be noticed.
By obtaining other lists of military staff that were compiled without the spies, and subtracting one list from the other, I was left with a near-perfect list of the hundreds of people inside the spy agency; and many more who had worked there in the past. Comparing this list to other public service lists gave me general job titles for all these people. Combined with some early leaks, I was gradually able to construct the entire top-secret organisational plan from relatively open sources. The job then began of identifying people in the various sections willing to talk.
People have varied reasons for deciding to leak information. There is, for instance, simply the relief of talking to someone who knows about their work after years of never being able to tell even their wives or husbands what they have done at work all day. But the main reason in this case was the officers’ concerns that an important area of government activity had been too secret for too long, both from the public and Parliament. Some people felt strongly about intelligence activities they regarded as immoral or not in the country’s interests. I decided who might be willing to talk to me, seeking people from all the various compartmentalised sections I wanted to study, and then quietly approached them. I am still surprised that most of the people I approached were prepared to talk to me, resulting in hundreds of pages of interview notes about the high-tech spy systems they operate.
Once the information had started, it poured in. It became known within the spy agencies that I was reearching them – new staff were warned about me in security briefings although they had no idea how much I had learnt or that I was writing a book – but, if anything, this seemed to help the leaks. For a long time I felt a slight thrill when I put my hand in my postbox in case I found secret papers left anonymously inside.
Some information came because ‘high security’ can be more about impressions than reality. For example, the spy bosses must surely have wondered why I repeatedly requested the latest copies of the agency’s internal newsletters, when they always released them with every meanful word blacked out. These people are our government’s chief advisors on security issues, but what they never realised was that by holding the photocopied newsletters up to my desk light I could, with care, read virtually everything – all the details of new or refocussed sections, staff changes, overseas postings and so on – that had been deleted.
High security at the agency’s most secret spying facility, the Waihopai station, was also more impression than reality. Despite electric fences, sensors and razor wire, I went there several times while writing the book and later was able to take a television documentary crew inside, where they filmed the Echelon equipment in the main operations room and even the titles of Intelsat (International Satellite Organisation) manuals on the desks (which confirmed the facility’s role spying on ordinary public telecommunications networks).
While there was very secret information I could only learn from insiders, a lot of the information came from careful fieldwork (such as observing changes over the years in various Echelon stations around the world as telecommunications technology changed) and collating snippets of information from unclassified documents and news reports. Various of the inside sources were friends of friends of friends who I located simply by asking around widely. Don’t assume that secretive organisations are impenetrable. There is important research work waiting to be done on many subjects in every country.
Subscribe to:
Posts (Atom)