Dette er et plot summary fra Wikipedia af bogen 'we have always lived in castles', tror jeg. Der er vist en diskusion, en akademisk diskusion (i den dobbelte betydning af både virkelig at være akademisk og ligegyldig.) der handler om wikipedias unøjagtighed og måske mere generelt om nettets tendenser til at udflade, bl.a. fakta. Som sagt er diskusionen ligegyldig. Der sker hvad der sker og hvis man vil have noget at sige der til, må man skabe noget. Man skaber noget ved at være bagrstræberisk, men det har visse tendser til at afmontere sig selv igen, det man har skabt.
Nå men der er i hvert fald et punkt hvor Wikipedia nogen gange er mange gange mere suverænt end et hvilket som helst opslagsværk, det være et leksikon, eller mere specefikke bøger om forskellige emner og det er i plot opsurmeringer. Wikipedia er den perfekte blanding af saglighed og lidenskab. Der er i nogle af dem en sjælden evne til at kondensere ikke bare handlingens ydre træk, men også handlingens kondeseren af sig selv. Denne opsumering(nedenfor) er et eksempel. Den formår på ret godt tid, at skrue de forskellige elementer ind i hinanden, på en måde så den faktisk også opsurmere historiens bevægelse og ikke bare dens elementer. Det lyder fint, er sikkert ret ligegyldigt, men en vældig nydelse at læse ikke desto mindre.
Plot summary
The people in the village have always hated us.
The novel, narrated in first-person by 18-year-old Mary Katherine "Merricat" Blackwood, tells the story of the Blackwood family. A careful reading of the opening paragraphs reveals that the majority of this novel is a flashback.
Merricat, her elder sister Constance, and their ailing uncle Julian live in isolation from the nearby village. Constance has not left their home in six years, going no farther than her large garden and seeing only a select few family friends. Uncle Julian, slightly demented and confined to a wheelchair, obsessively writes and re-writes notes for an autobiography, while Constance cares for him. Through Uncle Julian's ramblings the reader begins to understand what has happened to the remainder of the Blackwood family: six years ago, both the Blackwood parents, an aunt (Julian's wife), and a younger brother were murdered — poisoned with arsenic, mixed into the family sugar and sprinkled onto blackberries at dinner. Julian, though poisoned, survived; Merricat, having been sent to bed without dinner as a punishment for an unspecified misdeed, avoided the arsenic, and Constance, who did not put sugar on her berries, was arrested for and eventually acquitted of the crime. The people of the village believe that Constance has gotten away with murder (her first action on learning of the family's illnesses was to scrub the sugar bowl), and the family is ostracized, leading Constance to become something of an agoraphobe. Nevertheless, the three Blackwoods have grown accustomed to their isolation, and lead a quiet, happy existence. Merricat is the family's sole contact with the outside world, walking into the village twice a week and carrying home groceries and library books, often followed by groups of the village children, who taunt her with a singsong chant:
Merricat, said Connie, would you like a cup of tea?
Oh no, said Merricat, you'll poison me.
Merricat, said Connie, would you like to go to sleep?
Down in the boneyard ten feet deep!
Merricat is a strange young woman, fiercely protective of her sister, prone to daydreaming and a fierce believer in sympathetic magic. As the major action unfolds, she begins to feel that a dangerous change is approaching; her response is to reassure herself of the various magical safeguards she has placed around their home, including a box of silver dollars buried near the creek and a book nailed to a tree. After discovering that the book has fallen down, Merricat becomes convinced that danger is imminent. Before she can warn Constance, a long-absent cousin, Charles, appears for a visit.
It is immediately apparent to the reader that Charles is pursuing the Blackwood fortune, which is locked in a safe in the house. Charles quickly befriends the vulnerable Constance. Merricat perceives Charles as a demon, and tries various magical means to exorcise him from their lives. Tension grows as Charles is increasingly rude to Merricat and impatient of Julian's foibles, ignoring or dismissing the old man rather than treating him with the gentle courtesy Constance has always shown. In an angry outburst between Charles and Julian, the level of the old man's dementia is revealed when he claims he has only one living niece: Mary Katherine, he believes, "died in an orphanage, of neglect" during Constance's trial.
In the course of her efforts to drive Charles away, Merricat breaks things and fills his bed with dirt and dead leaves. When Charles insists she be punished, Merricat demands, "Punish me?... You mean, send me to bed without my dinner?" She flees to an abandoned summerhouse on the property and loses herself in a fantasy in which all her deceased family members obey her every whim. She returns for dinner, but when Constance sends her upstairs to wash her hands, Merricat pushes Charles' still-lit pipe into a wastebasket filled with newspapers. The pipe sets fire to the family home, destroying much of the upper portion of the house. The villagers arrive to put out the fire, but, in a wave of long-repressed hatred for the Blackwoods, break into the remaining rooms and destroy them, chanting their children's taunting rhyme. In the course of the fire, Julian dies of what is implied to be a heart attack, and Charles shows his true colors, attempting to take the family safe (unsuccessfully, as is revealed later). Merricat and Constance flee for safety into the woods. Constance confesses for the first time that she always knew Merricat poisoned the family; Merricat readily admits to the deed, saying that she put the poison in the sugar bowl because she knew Constance would not take sugar.
Upon returning to their ruined home, Constance and Merricat proceed to salvage what is left of their belongings, close off those rooms too damaged to use, and start their lives anew in the little space left to them: hardly more than the kitchen and cellar. The house, now without a roof, resembles a castle "turreted and open to the sky". Merricat tells Constance they are now living "on the moon." The villagers, awakening at last to a sense of guilt, begin to treat the two sisters as mysterious creatures to be placated with offerings of food left on their doorstep. The story ends with Merricat observing, "Oh, Constance...we are so happy."
Showing posts with label fiktion. Show all posts
Showing posts with label fiktion. Show all posts
Monday, September 27, 2010
Monday, February 22, 2010
Lidt urettet filosofi om fremtiden.
fremtiden og filosofien.
Det vi beskæftiger os med er fremtiden. Dvs. sagt på en anden måde, hvordan vi kan virke i den og dermed i høj grad også hvordan vi virker i den. Dermed kan man sige, at det er en politisk tænkning, men den er hverken konservativ eller revolutinær, dvs. hverkende fokuserende på bevaring eller forandring. Her er det blot sagt, men den filosofiske tænkning der foregår her beskæftiger sig med filosofien som den der tilgår virkeligheden i alle dens afskygninger. I de formelle udformninger, kan den således ikke undsige sig nogle udsagn, den kan blot skabe distinktioner og forsøge at gengive og formulere de distinktive forskelle. Virkeligheden har altid været central for filosofien, eller skulle vi sige, det at blive virkelig, den har ikke udlukket den betingelse, at den virkelig har noget med virkeligheden at gøre, den har forsøgt at blive virkelig og ikke særlig meget af det som er blevet skrevet af filosfien har haft anden vision. Tekster skrives for at meddele noget, det kan være at meddelsen fodre en anden virkelighed end den der, måske endda ligefrem benægter den, men den forsøger ikke desto mindre at virke, at meddele eller benægte. På mange måder kan man sige, at filosofien i mange forskellige variantoner har forsøgt, at undgå dette filosofiske problem. Det har i højere grad handlet om at undgå, fejl, at undgå at kunne fælles af sine metafysiske forudsætninger. Det er som vi alle ved, altid allerede en umulighed, vi er altid allerede en del af verden, sproget, logikken (eller bid mit øre af). Filosofiens opgave er altså ikke at undgå metafysiske forudsætninger. Det er klart, at det har fortalt os en masse om 'forudsætninger', at metafysikkens betingelser er blevet undersøgt så grundigt. Men det har skjult og i mange tilfælde ligefrem undsagt filosofiens problemer med at blive virkelige. Virkeligheden kræver funktion, den kræver struktur, den kræver funktion. Disse problemer er ultra centrale og de peger i langt højere grad på filosofiske begreber som institution,
Men det er at virke i fremtiden som,
menneske
maskine
famillie
samfund
projekt
ting
natur
vi taler om, der er ikke en måde, der er en masse måder som virker i, muligheder som vi har. Der er en historie der handler om, at vi nogen gange får nye muligheder. Vi er ikke sikre på, at der virkelig er tale om paradigme skift, dvs. pludselige skift, men det lader bestemt til, at der er store forskelle mellem tidernes måde, at se og tale om deres verden på og det er vores påstand, at sådanne forskellige forhold, i høj grad gør vores muligheder i forhold til fremtiden, til noget der udvikler sig. Ikke mod noget bedre, ikke mod noget højere, men til nogle andre måder at opfatte verden på, ordne den og sætte den i tale. Om den verden bliver bedre er i høj grad op til os. Dermed er vi tilbage, for moralen starter her ved et ansvar over for fremtiden. Et ansvar er ikke en følelse, i hvert fald ikke kun, det er derimod en reel udført forpligtigelse over for verden. Hvis vi tager filosofien som eksempel igen, kan vi sige, at den har forsøgt, at afmontere dette ansvar. Dens forsøg var engang, at formulere et totalt system der forklarede det hele, finde et sikkert udgangspunkt, vores sikre udgangspunkt og derudfra, var forestillingen måske, at vi så kunne skabe en sikker verden. På sin vis forsvinder drømmen om en verden, især i det totale systems sidste udviklingstrin, nemlig videnskaben. Her er forestillingen om et fremtidigt samfund, en fremtid, som videnskaben er medskaber af, som den virker i, som den skal blive til i og bliver til i, næsten totalt fraværende. Det totale system forudsatte et eller andet sikkert, der rakte ud over de metafysiske forudsætninger, ontologiske betingelser. Det vigtige er her, at vi videnskaben kan se en forkastelse af ens egen virkning, den forudsættes, videnskaben fungere på sin måde, dens virkninger i resten af vores virkelighed tænkes ikke og den kan virkelig sagtens tænkes, tænk bare på, hvor diverse brugen af atom teknologi egentlig kan være, eller hvor meget forskeligt relativitetsteorien har ledt til. Filosofien mere generelt, har på mange forskellige måder forkastet forholdet til fremtiden, for det er en forkastelse af fremtiden. Videnskab er videnskab og sådan lades den være, den er dens egen verdens opfattelse, den siger sin egen sandhed. En af de måder som filosofien har forkastet fremtiden er ved i så høj grad, at fokusere på beskrivelse fremfor skabelse. Filosofien har ganske enkelt forsøgt, at dæmpe dens egne virkninger, gøre sig formel på alle mulige forskellige måder. Det er klare, at filosofien bliver til, den skrives, den læses og det er en fornægtelse at aktivt glemme det. Men problemet er ikke blot hvad den siger, men også hvad den gør. En af de måder filosofien har reduceret sig selv (dvs. afmonteret dens virkninger) er ved at forblive skrift. En skrift der cirkler om sig selv, som har sig selv som stof, materiale og først afledt resten af de måder som vi skaber, tænker, kategorisere, taler med og i osv. Dens ultimative reduktion, den hvormed den kan overkomme sine metafysiske problemer, er ganske enkelt ved, at se, at skriften ikke kan reduceres til sig selv. Filosofiens problem er ikke metafysikken, metafysikken kan overskrides af mange veje, demonteres på mange måder, men den fundamentalt formelle måde er ved, at lave noget andet. At lave noget andet er, at gøre noget andet end at skrive, det er at fører skriften ud af teksten. Måske er det et levn fra ideologigerne, at denne tænkning af hvordan teksten skal virke der har gjort, at vi ikke nåede længere, men blev ved med at lukke hullet til. Ideologierne slog fejl, ikke så meget fordi de var skrevet, men fordi de for det første indeholdte skriftens problem, at skriften kun er en handling og at hvad der tænkes der, ikke automatisk tænkes alle andre steder. Det er tekstens historiske problem, hvordan bliver den til, kan den optræde som en guide, kan folk læse den og have åbenbaringer der gennemgriber hele deres krop og sjæl og svaret er nej. Teksten virker på en andre måder, hvorfor undersøger vi ikke det. Denne undersøgelse ville automatisk fører til undersøgelser af forhold mellem tekst og 'projekt'. Dvs. man ville opstille situaitoner for tekster at virkei, man ville sætte dem i funktion, forsøge at få dem til at virke, gøre noget, stå i forhold til mennesker, ting, situationer osv. (og vi har på et helt andet niveua, nemlig i computeren og kybernetikken, en helt anden form for skriftens forhold, godt nok en helt andet skrift end den sproglige, men vores undersøgelser kan virkelig lærer noget her). Dermed har vi udvidet filosofien, den er ikke kun skrift, den kan ikke bare ikke reduceres dertil, den er den ikke kun. Men hvor er grænserne så for den? Det afsætter virkninger, filosofien er hvad der er brug for, den er det som virker og dette er virkelig meget og virkninger er ikke kun baseret på brutal, skøn eller nogen anden form for kræft, filosofien undersøger dem netop alle, har plads til dem.
Det er en klar forestilling som vi har, at computeren og dens tilhørende videnskaber kan give os brugbare redskaber og modeller i tænkningen af hvordan fremtiden kan ske. Funktionelle maskiner, der på den ene eller den anden måde udviser små-inteligent adfærd kan opfattes som nye måder at skrive verden på og dermed vender vi på en sær måde tilbage til filosofiens ambitioner, skriften skulle gøres virksom, den skulle skrive verden og skrives i verden. Det er det der sker her, godt nok sker det på små niveau, inden for systemteoriens decentrale, indre-ydre model og systemer overskrider ikke sig selv, de bliver ikke verdensherskere, med andre ord de kan ikke reducere alt til sig selv.
Et af de centrale problemer når vi taler om fremtiden er dens kontinuitet. Ordet dækker her over to forskellige retninger, der er sammenhænge der må bevares, gentages, følelser der må gennemføres. Så meget af vores liv hviler på tilvante forestillinger og vi kan ikke ændre det alt sammen på engang. Men kontinuiteten fortæller os også noget om hvordan vi kan arbejde. Den fortæller os om måder hvorpå vi kan producere virkelighed.
Det er vores interesse, en form for pragmatisk fremtid. Skønt de mere vilde ideer inden for transhumanisme og de videnskaber den bygger på er spændende og ved gud kan fortælle os meget, så er det ikke i første omgang det som interessere os. Istedet er det de nære forhold som vi forestiller os, at computeren og dens kumpaner kan hjælpe os med. På samfunds fronten forestiller vi os et langt bredere samarbejde med computere og maskiner, men også mellem mennesker via computere. I computeren er der mulighed for, at inkopere strukturer, samarbejds former fx, som ikke på samme måde er determineret, men virker i rummet, udspiller deres forhold. Ligeså kan man næsten sige, at visse computerprogrammer antager form af en teori, de er teoriens udtryk, men også den form hvormed den bliver bedst udtrykt. Det er skriftens sociale forhold til udvides. Skriften læses ikke kun, nu skriver den også, den fungere i den fysiske verden, den skrives ind i evolutionære processer og den skriver dem. Skriften er blevet funtionel. Den retning vi vil tage er, at en hel del ting omkring naturvidenskab, demokrati, formalitet osv. kan blive socialiseret, dvs. det kan komme ud og virke mere frit mellem hinanden, fremfor at være kun, at virke via bøger, via komplekse vokabularer (læg mærke til at vi ikke afløser, vi udvider).
Interessen for transhumanisme har et drej, den drejer i en hvis retning. Selvom vi kraftedme ikke søger det gode, så er det stadig udfra en hvis filosofi, en analyse af hvor vi står, hvad vi har brug for, at vi skriver. Transhumanisme er interesant, især fordi den ikke rigtig kan undgås, fordi den giver os det mest visionære, fantasifuld og dermed også (måske) mest gennemførte billed af hvilke forestillinger der ligger i hjertet af fx kognitiv videnskab. Det er utrolig klart, at det i hvert fald ikke er noget særlig godt opgør med videnskabens mekanistiske opfattelse og så alligevel, så sker det af bagvejen, det er som om videnskaben selv arbejder i en retning der overskrider de forhold. Sådan fremstilles det i hvert fald, fx af Ray Kurzweil. Det er totalt tåbeligt halvdelen af tiden, idet det taler med en påtaget frihed som om vi bare arbejder os derud.
Det vi beskæftiger os med er fremtiden. Dvs. sagt på en anden måde, hvordan vi kan virke i den og dermed i høj grad også hvordan vi virker i den. Dermed kan man sige, at det er en politisk tænkning, men den er hverken konservativ eller revolutinær, dvs. hverkende fokuserende på bevaring eller forandring. Her er det blot sagt, men den filosofiske tænkning der foregår her beskæftiger sig med filosofien som den der tilgår virkeligheden i alle dens afskygninger. I de formelle udformninger, kan den således ikke undsige sig nogle udsagn, den kan blot skabe distinktioner og forsøge at gengive og formulere de distinktive forskelle. Virkeligheden har altid været central for filosofien, eller skulle vi sige, det at blive virkelig, den har ikke udlukket den betingelse, at den virkelig har noget med virkeligheden at gøre, den har forsøgt at blive virkelig og ikke særlig meget af det som er blevet skrevet af filosfien har haft anden vision. Tekster skrives for at meddele noget, det kan være at meddelsen fodre en anden virkelighed end den der, måske endda ligefrem benægter den, men den forsøger ikke desto mindre at virke, at meddele eller benægte. På mange måder kan man sige, at filosofien i mange forskellige variantoner har forsøgt, at undgå dette filosofiske problem. Det har i højere grad handlet om at undgå, fejl, at undgå at kunne fælles af sine metafysiske forudsætninger. Det er som vi alle ved, altid allerede en umulighed, vi er altid allerede en del af verden, sproget, logikken (eller bid mit øre af). Filosofiens opgave er altså ikke at undgå metafysiske forudsætninger. Det er klart, at det har fortalt os en masse om 'forudsætninger', at metafysikkens betingelser er blevet undersøgt så grundigt. Men det har skjult og i mange tilfælde ligefrem undsagt filosofiens problemer med at blive virkelige. Virkeligheden kræver funktion, den kræver struktur, den kræver funktion. Disse problemer er ultra centrale og de peger i langt højere grad på filosofiske begreber som institution,
Men det er at virke i fremtiden som,
menneske
maskine
famillie
samfund
projekt
ting
natur
vi taler om, der er ikke en måde, der er en masse måder som virker i, muligheder som vi har. Der er en historie der handler om, at vi nogen gange får nye muligheder. Vi er ikke sikre på, at der virkelig er tale om paradigme skift, dvs. pludselige skift, men det lader bestemt til, at der er store forskelle mellem tidernes måde, at se og tale om deres verden på og det er vores påstand, at sådanne forskellige forhold, i høj grad gør vores muligheder i forhold til fremtiden, til noget der udvikler sig. Ikke mod noget bedre, ikke mod noget højere, men til nogle andre måder at opfatte verden på, ordne den og sætte den i tale. Om den verden bliver bedre er i høj grad op til os. Dermed er vi tilbage, for moralen starter her ved et ansvar over for fremtiden. Et ansvar er ikke en følelse, i hvert fald ikke kun, det er derimod en reel udført forpligtigelse over for verden. Hvis vi tager filosofien som eksempel igen, kan vi sige, at den har forsøgt, at afmontere dette ansvar. Dens forsøg var engang, at formulere et totalt system der forklarede det hele, finde et sikkert udgangspunkt, vores sikre udgangspunkt og derudfra, var forestillingen måske, at vi så kunne skabe en sikker verden. På sin vis forsvinder drømmen om en verden, især i det totale systems sidste udviklingstrin, nemlig videnskaben. Her er forestillingen om et fremtidigt samfund, en fremtid, som videnskaben er medskaber af, som den virker i, som den skal blive til i og bliver til i, næsten totalt fraværende. Det totale system forudsatte et eller andet sikkert, der rakte ud over de metafysiske forudsætninger, ontologiske betingelser. Det vigtige er her, at vi videnskaben kan se en forkastelse af ens egen virkning, den forudsættes, videnskaben fungere på sin måde, dens virkninger i resten af vores virkelighed tænkes ikke og den kan virkelig sagtens tænkes, tænk bare på, hvor diverse brugen af atom teknologi egentlig kan være, eller hvor meget forskeligt relativitetsteorien har ledt til. Filosofien mere generelt, har på mange forskellige måder forkastet forholdet til fremtiden, for det er en forkastelse af fremtiden. Videnskab er videnskab og sådan lades den være, den er dens egen verdens opfattelse, den siger sin egen sandhed. En af de måder som filosofien har forkastet fremtiden er ved i så høj grad, at fokusere på beskrivelse fremfor skabelse. Filosofien har ganske enkelt forsøgt, at dæmpe dens egne virkninger, gøre sig formel på alle mulige forskellige måder. Det er klare, at filosofien bliver til, den skrives, den læses og det er en fornægtelse at aktivt glemme det. Men problemet er ikke blot hvad den siger, men også hvad den gør. En af de måder filosofien har reduceret sig selv (dvs. afmonteret dens virkninger) er ved at forblive skrift. En skrift der cirkler om sig selv, som har sig selv som stof, materiale og først afledt resten af de måder som vi skaber, tænker, kategorisere, taler med og i osv. Dens ultimative reduktion, den hvormed den kan overkomme sine metafysiske problemer, er ganske enkelt ved, at se, at skriften ikke kan reduceres til sig selv. Filosofiens problem er ikke metafysikken, metafysikken kan overskrides af mange veje, demonteres på mange måder, men den fundamentalt formelle måde er ved, at lave noget andet. At lave noget andet er, at gøre noget andet end at skrive, det er at fører skriften ud af teksten. Måske er det et levn fra ideologigerne, at denne tænkning af hvordan teksten skal virke der har gjort, at vi ikke nåede længere, men blev ved med at lukke hullet til. Ideologierne slog fejl, ikke så meget fordi de var skrevet, men fordi de for det første indeholdte skriftens problem, at skriften kun er en handling og at hvad der tænkes der, ikke automatisk tænkes alle andre steder. Det er tekstens historiske problem, hvordan bliver den til, kan den optræde som en guide, kan folk læse den og have åbenbaringer der gennemgriber hele deres krop og sjæl og svaret er nej. Teksten virker på en andre måder, hvorfor undersøger vi ikke det. Denne undersøgelse ville automatisk fører til undersøgelser af forhold mellem tekst og 'projekt'. Dvs. man ville opstille situaitoner for tekster at virkei, man ville sætte dem i funktion, forsøge at få dem til at virke, gøre noget, stå i forhold til mennesker, ting, situationer osv. (og vi har på et helt andet niveua, nemlig i computeren og kybernetikken, en helt anden form for skriftens forhold, godt nok en helt andet skrift end den sproglige, men vores undersøgelser kan virkelig lærer noget her). Dermed har vi udvidet filosofien, den er ikke kun skrift, den kan ikke bare ikke reduceres dertil, den er den ikke kun. Men hvor er grænserne så for den? Det afsætter virkninger, filosofien er hvad der er brug for, den er det som virker og dette er virkelig meget og virkninger er ikke kun baseret på brutal, skøn eller nogen anden form for kræft, filosofien undersøger dem netop alle, har plads til dem.
Det er en klar forestilling som vi har, at computeren og dens tilhørende videnskaber kan give os brugbare redskaber og modeller i tænkningen af hvordan fremtiden kan ske. Funktionelle maskiner, der på den ene eller den anden måde udviser små-inteligent adfærd kan opfattes som nye måder at skrive verden på og dermed vender vi på en sær måde tilbage til filosofiens ambitioner, skriften skulle gøres virksom, den skulle skrive verden og skrives i verden. Det er det der sker her, godt nok sker det på små niveau, inden for systemteoriens decentrale, indre-ydre model og systemer overskrider ikke sig selv, de bliver ikke verdensherskere, med andre ord de kan ikke reducere alt til sig selv.
Et af de centrale problemer når vi taler om fremtiden er dens kontinuitet. Ordet dækker her over to forskellige retninger, der er sammenhænge der må bevares, gentages, følelser der må gennemføres. Så meget af vores liv hviler på tilvante forestillinger og vi kan ikke ændre det alt sammen på engang. Men kontinuiteten fortæller os også noget om hvordan vi kan arbejde. Den fortæller os om måder hvorpå vi kan producere virkelighed.
Det er vores interesse, en form for pragmatisk fremtid. Skønt de mere vilde ideer inden for transhumanisme og de videnskaber den bygger på er spændende og ved gud kan fortælle os meget, så er det ikke i første omgang det som interessere os. Istedet er det de nære forhold som vi forestiller os, at computeren og dens kumpaner kan hjælpe os med. På samfunds fronten forestiller vi os et langt bredere samarbejde med computere og maskiner, men også mellem mennesker via computere. I computeren er der mulighed for, at inkopere strukturer, samarbejds former fx, som ikke på samme måde er determineret, men virker i rummet, udspiller deres forhold. Ligeså kan man næsten sige, at visse computerprogrammer antager form af en teori, de er teoriens udtryk, men også den form hvormed den bliver bedst udtrykt. Det er skriftens sociale forhold til udvides. Skriften læses ikke kun, nu skriver den også, den fungere i den fysiske verden, den skrives ind i evolutionære processer og den skriver dem. Skriften er blevet funtionel. Den retning vi vil tage er, at en hel del ting omkring naturvidenskab, demokrati, formalitet osv. kan blive socialiseret, dvs. det kan komme ud og virke mere frit mellem hinanden, fremfor at være kun, at virke via bøger, via komplekse vokabularer (læg mærke til at vi ikke afløser, vi udvider).
Interessen for transhumanisme har et drej, den drejer i en hvis retning. Selvom vi kraftedme ikke søger det gode, så er det stadig udfra en hvis filosofi, en analyse af hvor vi står, hvad vi har brug for, at vi skriver. Transhumanisme er interesant, især fordi den ikke rigtig kan undgås, fordi den giver os det mest visionære, fantasifuld og dermed også (måske) mest gennemførte billed af hvilke forestillinger der ligger i hjertet af fx kognitiv videnskab. Det er utrolig klart, at det i hvert fald ikke er noget særlig godt opgør med videnskabens mekanistiske opfattelse og så alligevel, så sker det af bagvejen, det er som om videnskaben selv arbejder i en retning der overskrider de forhold. Sådan fremstilles det i hvert fald, fx af Ray Kurzweil. Det er totalt tåbeligt halvdelen af tiden, idet det taler med en påtaget frihed som om vi bare arbejder os derud.
En historieopfattelse med Pynchon.
moderne historie er ikke en kamp mellem utopi og fascisme. kampen står mellem
something like this: An enormous technological leap occurred in the decades around 1900. This advance was fired by some mixed-up combination of abstract mathematical speculation, capitalist greed, global geopolitical power struggle, and sheer mysticism. We know (roughly) how it all turned out, but if we had been living in those years it would have been impossible to sort out the fantastical possibilities from the plausible ones. Maybe we could split time and be in two places at once, or travel backward and forward at will, or maintain parallel lives in parallel universes. It turns out (so far) that we can’t. But we did split the atom — an achievement that must once have seemed equally far-fetched. Against the Day is a kind of inventory of the possibilities inherent in a particular moment in the history of the imagination. It is like a work of science fiction written in 1900.[7]
Det er denne bevægelse der er central - fx når der skrives, at temaet er nogle 'fremskridt?', er globale geopolitiske kampe og mysticisme siges, at være fremskidt. Dette er i langt højere grad en historie opfattelse og historieopfattelsen går således; Der er altid i historierne denne uvisse fremtid, de mærkelige ideer, mulighederne for at skille ideer der kommer til at fungere i fremtiden fra dem som stadig idag virker som værende langt ude i fremtiden, er ikke særligt veludviklet. Vores historie foregår i denne historie, via en masse modsatrettede, for hinanden skjule ideer. Det er ikke de mærkelige ideer, det er udpegningen af dem, dengang var de ikke så mærkelige. Den anden pointe er, at vi skal være opmærksomme på hvad vi blev til at, af denne forvirrede historie, som aldrig havde den klarhed som den ser ud idag. Historien er ikke klar, den har ikke den klarhed vi selv ser den med. Dette er pointen.
OG så skal det sgu lige nævnes: forfatteren af det ovenforstående om inherent vice, har tydeligt ikke fattet historie-opfattelsen, for det er sgu ikke sådan at vi ved hvad der er blevet til. We know (roughly) how it all turned out", er totalt fucked up at sige, det smadre virkelig Pynchons roman, ødelægger den og det sker ganske tit, for det er historiske romaner for nutiden og det er en science fiction roman fra idag. Det er sådan en science fiction roman der skulle skrives om nutiden. Denne klarheds fetish, idag er sgu da i det mindste klar, det kan godt være de ikke var det tideligere og derfor kan man skrive sådanne fabelagtigt spravlede romaner og det er da interesant, at man kan det, at historien engang var så mangfoldigt, usikkert et sted... med så mange muligheder, så mange potentialiteter og ingen rigtige måder, at skille den ene fantastiske mulighed fra den anden. Nej sådan er det jo ikke, historien og dens mærkelige muligheder har sgu ikke rigtigt ændret sig, det er også sådan idag og det vil vi gerne fortælle historien om... dette er også historien om hvordan verden ikke blev god, ikke blev bedre, om hvordan det aldrig har været dens retning og hvordan det eddermanme ikke skal være det, det skal kraftedme ikke være vejen... vi søger ikke godhed, vi søger sandhed og sandheden den er hvad der er og hvad der er, det er altid noget mærkeligt noget, men det virker, det virker.
something like this: An enormous technological leap occurred in the decades around 1900. This advance was fired by some mixed-up combination of abstract mathematical speculation, capitalist greed, global geopolitical power struggle, and sheer mysticism. We know (roughly) how it all turned out, but if we had been living in those years it would have been impossible to sort out the fantastical possibilities from the plausible ones. Maybe we could split time and be in two places at once, or travel backward and forward at will, or maintain parallel lives in parallel universes. It turns out (so far) that we can’t. But we did split the atom — an achievement that must once have seemed equally far-fetched. Against the Day is a kind of inventory of the possibilities inherent in a particular moment in the history of the imagination. It is like a work of science fiction written in 1900.[7]
Det er denne bevægelse der er central - fx når der skrives, at temaet er nogle 'fremskridt?', er globale geopolitiske kampe og mysticisme siges, at være fremskidt. Dette er i langt højere grad en historie opfattelse og historieopfattelsen går således; Der er altid i historierne denne uvisse fremtid, de mærkelige ideer, mulighederne for at skille ideer der kommer til at fungere i fremtiden fra dem som stadig idag virker som værende langt ude i fremtiden, er ikke særligt veludviklet. Vores historie foregår i denne historie, via en masse modsatrettede, for hinanden skjule ideer. Det er ikke de mærkelige ideer, det er udpegningen af dem, dengang var de ikke så mærkelige. Den anden pointe er, at vi skal være opmærksomme på hvad vi blev til at, af denne forvirrede historie, som aldrig havde den klarhed som den ser ud idag. Historien er ikke klar, den har ikke den klarhed vi selv ser den med. Dette er pointen.
OG så skal det sgu lige nævnes: forfatteren af det ovenforstående om inherent vice, har tydeligt ikke fattet historie-opfattelsen, for det er sgu ikke sådan at vi ved hvad der er blevet til. We know (roughly) how it all turned out", er totalt fucked up at sige, det smadre virkelig Pynchons roman, ødelægger den og det sker ganske tit, for det er historiske romaner for nutiden og det er en science fiction roman fra idag. Det er sådan en science fiction roman der skulle skrives om nutiden. Denne klarheds fetish, idag er sgu da i det mindste klar, det kan godt være de ikke var det tideligere og derfor kan man skrive sådanne fabelagtigt spravlede romaner og det er da interesant, at man kan det, at historien engang var så mangfoldigt, usikkert et sted... med så mange muligheder, så mange potentialiteter og ingen rigtige måder, at skille den ene fantastiske mulighed fra den anden. Nej sådan er det jo ikke, historien og dens mærkelige muligheder har sgu ikke rigtigt ændret sig, det er også sådan idag og det vil vi gerne fortælle historien om... dette er også historien om hvordan verden ikke blev god, ikke blev bedre, om hvordan det aldrig har været dens retning og hvordan det eddermanme ikke skal være det, det skal kraftedme ikke være vejen... vi søger ikke godhed, vi søger sandhed og sandheden den er hvad der er og hvad der er, det er altid noget mærkeligt noget, men det virker, det virker.
Chomsky og Buckley.
En analyse af imperialismen.
Du tager udgangspunkt i Chomskys bog om usa, http://www.youtube.com/watch?v=Dt-GUAxmxdk&feature=related, et interview mellem buckley og chomsky... her gennemgås imperialisme. Der er tre standpunkter her som er vigtige... 1) det almindelige folks ansvar. 2) Alle USAs handlinger efter anden verdenskrig, eller hvornår det nu er, har været imperialitiske dvs. i virkeligheden har været guidet af grådihged og egen interesser. 3) De historier om godhed, begrundelser og lign, som der har været givet, har alle sammen været løgn.
Først; Interviewet er et godt eksempel på to mennesker der står på hver sin side af et ganske signifikant politisk skel og alligevel taler sammen. Buckley er et lille mirakel og ville virkelig være en sjældenhed idag.
Bogen er faktisk ganske god og veldokumenteret. Men den handler om noget andet for mig at se. Jeg tror ikke at Chomsky mener at historierne vi fortæller os selv for, at retfærdiggøre os selv og vores gerninger kun er usandheder. Mit argument er at deres argumenter og de historier vi fortæller enten har en hvis virkelighed, dvs. en hvis virkning for os selv, eller at de i hvert fald får det (og dermed var istand til at virke, det er ikke alle historier der istand til at virke). Dermed er angrebet på disse historier ganske komplekse, for man skal faktisk sige, de gælder ikke, de er ikke sande, de handler ikke om fx irakerne, samtidigt med at man skal sige, de handler om noget andet end i tror. Dette er det komplekse, at der ikke adskilles og jeg tror, at denne adskillelse faktisk som filosofisk problem ligger i grunden af vores måde, at erkende på, omgås verden på. Det er en global sammenhæng, vi taler om, gennemførelsen af videnskab og autoritet. Men hvordan taler man imod dette.
De sidste par års begyndede, fremvoksende historie om tidelige tideres problemer er et brugbart redskab. Redskabet består netop i, at der blev fortalt historier og at de var mere komplekse end kommunister og akademikere gjorde dem til, at der var skygger af sandhed i dem.
Jeg er ved at læse bogen Flirting with Disaster: Why Accidents Are Rarely Accidental Af Marc Gerstein, den handler om hvordan vi i mange tilfælde fx lader historier, omgivelserne bestemme hvordan vi ser et eller andet fænomen og således lader historierne skjule de egentlige farer, vores eget ansvar og vores egne muligheder. Bogen har forord af Daniel Elsberg og til dem der ikke ved det, var det ham der i 1971 publiserede pentagon papirerne. For mig at se er disse historier altid en del af vores måde at omgås verden på og ikke altid til det dårlige. Men det her, fiktionens spil i virkeligheden eller omvendt er et tilbagevendende tema for mig på denne blog.
Du tager udgangspunkt i Chomskys bog om usa, http://www.youtube.com/watch?v=Dt-GUAxmxdk&feature=related, et interview mellem buckley og chomsky... her gennemgås imperialisme. Der er tre standpunkter her som er vigtige... 1) det almindelige folks ansvar. 2) Alle USAs handlinger efter anden verdenskrig, eller hvornår det nu er, har været imperialitiske dvs. i virkeligheden har været guidet af grådihged og egen interesser. 3) De historier om godhed, begrundelser og lign, som der har været givet, har alle sammen været løgn.
Først; Interviewet er et godt eksempel på to mennesker der står på hver sin side af et ganske signifikant politisk skel og alligevel taler sammen. Buckley er et lille mirakel og ville virkelig være en sjældenhed idag.
Bogen er faktisk ganske god og veldokumenteret. Men den handler om noget andet for mig at se. Jeg tror ikke at Chomsky mener at historierne vi fortæller os selv for, at retfærdiggøre os selv og vores gerninger kun er usandheder. Mit argument er at deres argumenter og de historier vi fortæller enten har en hvis virkelighed, dvs. en hvis virkning for os selv, eller at de i hvert fald får det (og dermed var istand til at virke, det er ikke alle historier der istand til at virke). Dermed er angrebet på disse historier ganske komplekse, for man skal faktisk sige, de gælder ikke, de er ikke sande, de handler ikke om fx irakerne, samtidigt med at man skal sige, de handler om noget andet end i tror. Dette er det komplekse, at der ikke adskilles og jeg tror, at denne adskillelse faktisk som filosofisk problem ligger i grunden af vores måde, at erkende på, omgås verden på. Det er en global sammenhæng, vi taler om, gennemførelsen af videnskab og autoritet. Men hvordan taler man imod dette.
De sidste par års begyndede, fremvoksende historie om tidelige tideres problemer er et brugbart redskab. Redskabet består netop i, at der blev fortalt historier og at de var mere komplekse end kommunister og akademikere gjorde dem til, at der var skygger af sandhed i dem.
Jeg er ved at læse bogen Flirting with Disaster: Why Accidents Are Rarely Accidental Af Marc Gerstein, den handler om hvordan vi i mange tilfælde fx lader historier, omgivelserne bestemme hvordan vi ser et eller andet fænomen og således lader historierne skjule de egentlige farer, vores eget ansvar og vores egne muligheder. Bogen har forord af Daniel Elsberg og til dem der ikke ved det, var det ham der i 1971 publiserede pentagon papirerne. For mig at se er disse historier altid en del af vores måde at omgås verden på og ikke altid til det dårlige. Men det her, fiktionens spil i virkeligheden eller omvendt er et tilbagevendende tema for mig på denne blog.
Subscribe to:
Posts (Atom)