Filosofi og skabelse.

I forhold til sidste post, kunne det nævnes at:
Filosofi i det hele taget i langt højere grad burde tage umuligheden af en sådan distinktion på sig. I sidste ende er alle de former for tænkninger, skrivninger, konceptuelle gennemgange osv. som filosofien gennemgår, selv handlinger. Men de forsøger stadig i forskellige forhold at diktere livet, diktere tænkningen, gøre et eller andet. Dette er ikke af det onde, men det er af det onde og desperate, hvis det faktisk ikke kan hvad det siger og det kan ikke hvad det siger, hvis det ikke forsøger. Hvis det forsøger, viser det hvor partikulært alle produktioner er og dermed afmonteres filosofiens metafysiske løgn. Den metafysiske løgn er påstanden om, at vi ved mere end vi ved. Nietzsche påpeger den hos Kant, når han siger, at Kants principper gælder for mere end de gælder, de er bredere end deres egen egentlige bestemmelse (uha Nietszche ville nok ikke bruge egentlige). Nu er det faktisk sådan, at alle vores udsagn ved mere end de selv ved, at jeg ved mere end jeg selv gør, at jeg kan sige ting til andre som er i modsætning til hvad jeg selv kan og gør, at det slet ikke er umuligt. Den metafysiske løgn er derfor ikke at den siger den ved mere end den rent faktisk selv kan, i sin egen bestemmelse, men at den ikke klargør alle de forskellige måder som denne viden gør sig gældende på. Den er en måde, den er fortsat en måde. Hvordan er den kun den ene måde? Ved at reproducere sig selv konkret, ved død og pine at holde fast i sig selv, gentage sig selv. Den siger det selv, metafysikken, at den eneste form for reduktion der findes er aktiv, dvs. en der foregår. En formel reduktion er en aktiv reduktion. Den gør det til noget bestemt som mangler ved verden og det altid noget bestemt der mangler, bestemte brikker, men de er ikke på forhånd bestemte, de bestemmes fortløbende og de bestemmer fortløbende.

Filosofien er på den måde på engang et pragmatisk princip og et kreativt princip. Det kreative ligger både i vores bestemmelsers merindhold og mangel. Men det er ikke evige mangler, de burde ikke føre os til desperation, nødvendigvis, de burde ikke fører os til at bestemme mangler i verden (med mindre der virkelig er mangler i verden), mangler ved vores egen viden, eller mangler ved hvad verden kan indeholde af viden - for det er ikke hvad metafysikken kan fortælle os. Den kan derimod fortælle os at vi hele tiden producere, at der ikke er nogen udgangspunkt eller endepunkt i nogen som helst ultimativ forstand.



Pincippet kan ikke formuleres - men det lyder nogenlunde sådan her: Jeg bestemmer noget, bestemmelsen rækker ud over mig selv, den kan forstås af andre fx (forstås anderledes, rumme mere, afsløre noget om mig, afsløre noget om verden), den kan forstå noget om verden (men jeg fortsætter ikke med hele forståelsen, jeg kunne fx med min forståelse bruge disse ord anderledes, men jeg bruger dem på den måde som jeg gør nu og for hvergang jeg skriver, kunne jeg bruge dem på en anden måde og på en hel mængde måder efterlader jeg de forskellige dele endnu mere åbne.) - men det vi gør forstås alligevel hele tiden, på den ene eller anden måde, det bliver 'rettet' til af fortsættelsen og rummene - kort sagt af virkeligheden (som jo så realistisk set ikke er noget fast men ganske forståeligt - vi kan her efterhånden tale om en Deleuziansk realisme). En realistisk virkeligheds opfattelse er en, hvor det som fungere, ikke kun fungere på en måde, men på mange måder. Forestillingen som ligger til grund for en formel systemteori er fx ret sjov her. I den kan systemer sættes op som entydige entiteter mellem hinanden. De bestemmer sig selv og deres forhold til omverden via feedback processer og dog må det siges og det påpeges for lidt, at der ikke er nogen systemer som ikke består af undersystemer. At mange systemer fungere i hinanden, at en del af et system, samtidigt er fungerende del af 5 andre, vidt forskellige systemer og at der endda kan være tale om ganske substansielle 'niveau' forskelle mht funktionen. Giver det mening, at sige at systemerne godt ved det selv? Niks, ikke entydigt, især da ikke fordi funktionerne sagtens kan fungere simultant og forudsætte hinanden for overhoved, at fungere, således, at vi ikke kan etablere et 'uden' for, eller et adskilte sted, hvor fra vi kan sige, at det gør det og det gør dat.

Vores pragmatiske princip har altså ikke noget centrum. Den anden side af princippet hører til muligheden for aktiv reduktion. Vi kan fastholde agter, vi kan gentage ting og fortsætte forhold. Vi kan, hvis vi skal følge system teori metaforen, opretholde, skabe, producere og tænke systemer. Og ikke bare det, vores omverden kan det også. Det er indfangelsen af denne process filosofien i høj grad har handlet om. vi kan blive bedre til at skabe. Vi kan forstå vores omverden. Vi har gerne ville lave denne forståelse, eller muligheden derfor, til udgangspunktet for verden. Det kan vi ikke, vores forståelse er partikulær (selvom den også er mer, men som sagt partikulær betyder ikke adskilt, alene, reduceret, det betyder konkret indtagende og indtaget af virkeligheden).

Deleuze bruger maskinel samling, som navn på princippet. Maskinel er her metaforen. En fungerende enhed. Lacan forsøger i en af sine seminarer, at relatere Freuds teori til kybernetik. Han fortæller os, at enhver tid må gentænke deres tænkere eller måske nærmere deres forhold. Freud tænkte et forhold, han tænkte det med sin tids metaforer. For os er det nødvendigt at tænke det med vores. Hvad er det som er nødvendigt at tænke? Det er kodningerne og deres forhold til samlingerne. Maskinen, og her skal vi tænke os en anden slags maskine end den mest simple af slagsen, er metaforen. En funktionel enhed, som ikke kan reduceres til sin egen funktionelle enhed, fordi de stabilisere sig (hvis vi tænker på kybernetiske maskiner) i en omverden. Det vi tænker os er overskridelser af forholdet mellem natur og kunstig, mellem bevidsthed og ikke-bevidst. Freud bruger pladespillerens riller som en metafor for hukommelse og han bruger den som sådan, fordi pladen overskrider dette skel, den spiller musik, dens kode transformeres til noget væsentligt andet end riller. Kybernetiske maskiner bryder med dette rum endnu mere fundamentalt, idet de kan sættes til, at fungere i forhold til, snart sagt enhver ting, enhver omgivelse (her tales "fabric" - I am pointing to laws of complex systems that are
invariant not only to transformations of their fabric, but also of their content. It does not matter whether the system’ content is neurophysiological, automotive, social or economic."). Det første sted man kan forsøge at forstå denne gennemgående karakter af forstillingen er denne. Lad os forestille os at vi har nogle dele, en chip, nogle hjul, nogle forskellige censorer osv. med disse dele kan vi bygge en maskine og vi bygger den sådan, at den har 1-3 feedback processer. Vi bygger den sådan, at den på forskellige måder har noget hukommelse, sådat at vi kan programmere den og nu kommer pointen. Alt efter hvad vi lader sensorene fokusere på vil maskinens systemer afhænge af forskellige ting og vi kan derfor forstille os, at selve maskinen (der jo laves med nogle dele og derefter progameres) fungere i et andet rum end den selv udgør. Den fungere i et andet rum, hvis den fx er designet til at selvorganisere og dermed finder en ligevægts tilstand, så er denne tilstand, ganske vist betinget af maskinen og maskinen etablere den indadtil, men vi kan se den ud af til og dens funktionelle egenskaber som maskine er udadtil.
Grunden til at Lacan ser disse maskiner som en ny brugbar metafor er, at hvad han søger er forholdet mellem det reele og det symbolske. Hvis vi tænker over pladen er forbindelsen mellem det symbolske og det reale adskilt. Vi ser ikke forholdet vokse frem, vi spiller musikken og indspiller den derefter på en plade. Indspilningen diktere programmeringen og der er ikke noget andet sprog for kodningen end dette forhold. Det giver ikke mening, at begynde at programmere riller i pladen. Kybernetiske maskiner er anderledes. Her kan vi observere skridtet fra tilfældighed til orden, fra en real orden til en symbolsk orden. Vi kan se hvor det mystiske opstår. Lacans mest simple eksempel er 3 bit. Hvis vi har en tilfældig talrække med 1 og 0 taller og vi deler disse op i 3 bits vil der være et endeligt og overskueligt antal 3-par. Via en meget simpel afgrænsning af talrækken, opstår en intern orden, som ikke i sig selv kommer fra afgrænsningen. For Lacan er det fra dette udgangspunkt, at vi kan begynde mere specefikt at tale om ligevægtstilstande. Men især kan vi tale om dem fordi maskinen er sat ud i verden, ikke adskilt fra verden, fordi det er i disse ordner, at den faktisk kan begynde, at fungere i verden, selv tage en eller anden form for stilling.

Der er to vigtigte pointer her - den ene er, at tekniske udviklinger (maskinelle samlinger) er vores konceptuelle rum. At dette rum på engang er det samme og dog noget nyt. Lacans tanke er i hvert fald, at Freud sagde noget vitalt om psyken og os mennesker (om virkeligheden), han sagde det med sine metaforer og nu siger vi det samme igen, på en ny måde, med vores ord og det er ikke det samme længere, ikke blot det samme. Det er nødvendigt at sige det igen. Dette er vores pragmatiske pointe, det er ikke nok, fx at sige hvad man mener, man må også forestille sig, at den måde man mener det på (fx siger man mener det) er en del af den mening man producere.) Her relatere metaforene sig til hvad vi rent faktisk er istand til med de maskinelle samlinger som udgør vores virkeligheds-konceptuelle rum. Vi er istand til at tænke væsentligt længere i forhold til konkrete forhold med maskiner og deres hukommelse, end vi er med en plade. Ligeså med kommunikation. Vores forhold til kommunikation har ændret sig temmelig vitalt de sidste 5o år, da det er gået fra radio til internet. Fra radiobølger til sateliter. Fra monopol til et eller andet.

Når jeg er så interesseret i den pædagogiske skole der arbejder med konkretiseringer af læring er det fordi de forsøger at udøve denne 'historiske pointe'.

Læring ha ha ha, læring og bygning.

http://www.youtube.com/watch?v=sckY7cmmkOU

En video af Gever Tulley. Hans kursus hænger selvfølgelig sammen med Papert og Logo programmering. Gennemgangen går sådan her 1) De går væk fra præfabrikerede materialer. 2) De går væk fra opskrifter. Denne udvikling er baseret på hvad der fungere, hvor de får de bedste resultater. Pointen han når frem til er, at den bedste læring er en læring hvor børn ikke kender resultatet på forhånd. Den anden pointe han kommer med, den følger direkte fra den første er; skab et meningsfuldt miljø og læring vil komme af sig selv.

Begge disse pointer har dybe metafysiske implikationer (hvis man må sige sådan noget). De handler bege om involvering i verden og de handler begge om en åbning af verden. Det som man som uddanner og tænker må forstå, hvis man vil tænke disse koncepter i forhold til hvad der foregår i skoler og undervisning i det hele taget (universitetet er åbenlyst med her og vi kan endda med rette tale om, at de er dem der mindst har forstået, især forestillingen om, at man skal have et meningsfuldt sted at lære) så må man huske på, at også de traditionelle måder at lære på, er omgang med verden. Pointen drejer sig nærmere om, at de enten ikke selv ved det, benægter det, eller forsøger at afmontere en åben verden, dvs. afmontere, at den viden der produceres går 'amok'. Modsætningen er altså ikke at disse børn lærer ved at omgås verden, det gør alle børn, modsætningen er påstanden om, at det er denne omgang med verden der rent faktisk er forudsætningen for læring og at det er godt for børn, hvis de for det første er i miljøer der hævder et levende miljø netop fordi en del, en stor og central del af videns produktion (forhold til viden) er, at skabe miljøer, skabe omgange med verden. Opskrifter, forudgivede materialer og forudgivede mål er alle sammen fine nok, men en nødvendig del af videns produktion er, at kunne skabe sådanne ting selv og det er ganske enkelt en forkert indgang til problemet hvis man forestiller sig, at de kan adskilles... eller lad os hellere sige, de adskilles ikke og netop derfor er der virkelig ingen grund til, at forsøge at adskille dem.

»den virkelige rationalismes og hånd i hånd med den sande mysticismes fødsel, en rationalisme som er fri for teknokratmentalitet og en mysticisme som er fri for shamanisme og bagstræb. Måske aldrig, men man kan jo altid forsøge at forestille sig dem. Og deres virkelighed.«

Lidt urettet filosofi om fremtiden.

fremtiden og filosofien.

Det vi beskæftiger os med er fremtiden. Dvs. sagt på en anden måde, hvordan vi kan virke i den og dermed i høj grad også hvordan vi virker i den. Dermed kan man sige, at det er en politisk tænkning, men den er hverken konservativ eller revolutinær, dvs. hverkende fokuserende på bevaring eller forandring. Her er det blot sagt, men den filosofiske tænkning der foregår her beskæftiger sig med filosofien som den der tilgår virkeligheden i alle dens afskygninger. I de formelle udformninger, kan den således ikke undsige sig nogle udsagn, den kan blot skabe distinktioner og forsøge at gengive og formulere de distinktive forskelle. Virkeligheden har altid været central for filosofien, eller skulle vi sige, det at blive virkelig, den har ikke udlukket den betingelse, at den virkelig har noget med virkeligheden at gøre, den har forsøgt at blive virkelig og ikke særlig meget af det som er blevet skrevet af filosfien har haft anden vision. Tekster skrives for at meddele noget, det kan være at meddelsen fodre en anden virkelighed end den der, måske endda ligefrem benægter den, men den forsøger ikke desto mindre at virke, at meddele eller benægte. På mange måder kan man sige, at filosofien i mange forskellige variantoner har forsøgt, at undgå dette filosofiske problem. Det har i højere grad handlet om at undgå, fejl, at undgå at kunne fælles af sine metafysiske forudsætninger. Det er som vi alle ved, altid allerede en umulighed, vi er altid allerede en del af verden, sproget, logikken (eller bid mit øre af). Filosofiens opgave er altså ikke at undgå metafysiske forudsætninger. Det er klart, at det har fortalt os en masse om 'forudsætninger', at metafysikkens betingelser er blevet undersøgt så grundigt. Men det har skjult og i mange tilfælde ligefrem undsagt filosofiens problemer med at blive virkelige. Virkeligheden kræver funktion, den kræver struktur, den kræver funktion. Disse problemer er ultra centrale og de peger i langt højere grad på filosofiske begreber som institution,

Men det er at virke i fremtiden som,
menneske
maskine
famillie
samfund
projekt
ting
natur
vi taler om, der er ikke en måde, der er en masse måder som virker i, muligheder som vi har. Der er en historie der handler om, at vi nogen gange får nye muligheder. Vi er ikke sikre på, at der virkelig er tale om paradigme skift, dvs. pludselige skift, men det lader bestemt til, at der er store forskelle mellem tidernes måde, at se og tale om deres verden på og det er vores påstand, at sådanne forskellige forhold, i høj grad gør vores muligheder i forhold til fremtiden, til noget der udvikler sig. Ikke mod noget bedre, ikke mod noget højere, men til nogle andre måder at opfatte verden på, ordne den og sætte den i tale. Om den verden bliver bedre er i høj grad op til os. Dermed er vi tilbage, for moralen starter her ved et ansvar over for fremtiden. Et ansvar er ikke en følelse, i hvert fald ikke kun, det er derimod en reel udført forpligtigelse over for verden. Hvis vi tager filosofien som eksempel igen, kan vi sige, at den har forsøgt, at afmontere dette ansvar. Dens forsøg var engang, at formulere et totalt system der forklarede det hele, finde et sikkert udgangspunkt, vores sikre udgangspunkt og derudfra, var forestillingen måske, at vi så kunne skabe en sikker verden. På sin vis forsvinder drømmen om en verden, især i det totale systems sidste udviklingstrin, nemlig videnskaben. Her er forestillingen om et fremtidigt samfund, en fremtid, som videnskaben er medskaber af, som den virker i, som den skal blive til i og bliver til i, næsten totalt fraværende. Det totale system forudsatte et eller andet sikkert, der rakte ud over de metafysiske forudsætninger, ontologiske betingelser. Det vigtige er her, at vi videnskaben kan se en forkastelse af ens egen virkning, den forudsættes, videnskaben fungere på sin måde, dens virkninger i resten af vores virkelighed tænkes ikke og den kan virkelig sagtens tænkes, tænk bare på, hvor diverse brugen af atom teknologi egentlig kan være, eller hvor meget forskeligt relativitetsteorien har ledt til. Filosofien mere generelt, har på mange forskellige måder forkastet forholdet til fremtiden, for det er en forkastelse af fremtiden. Videnskab er videnskab og sådan lades den være, den er dens egen verdens opfattelse, den siger sin egen sandhed. En af de måder som filosofien har forkastet fremtiden er ved i så høj grad, at fokusere på beskrivelse fremfor skabelse. Filosofien har ganske enkelt forsøgt, at dæmpe dens egne virkninger, gøre sig formel på alle mulige forskellige måder. Det er klare, at filosofien bliver til, den skrives, den læses og det er en fornægtelse at aktivt glemme det. Men problemet er ikke blot hvad den siger, men også hvad den gør. En af de måder filosofien har reduceret sig selv (dvs. afmonteret dens virkninger) er ved at forblive skrift. En skrift der cirkler om sig selv, som har sig selv som stof, materiale og først afledt resten af de måder som vi skaber, tænker, kategorisere, taler med og i osv. Dens ultimative reduktion, den hvormed den kan overkomme sine metafysiske problemer, er ganske enkelt ved, at se, at skriften ikke kan reduceres til sig selv. Filosofiens problem er ikke metafysikken, metafysikken kan overskrides af mange veje, demonteres på mange måder, men den fundamentalt formelle måde er ved, at lave noget andet. At lave noget andet er, at gøre noget andet end at skrive, det er at fører skriften ud af teksten. Måske er det et levn fra ideologigerne, at denne tænkning af hvordan teksten skal virke der har gjort, at vi ikke nåede længere, men blev ved med at lukke hullet til. Ideologierne slog fejl, ikke så meget fordi de var skrevet, men fordi de for det første indeholdte skriftens problem, at skriften kun er en handling og at hvad der tænkes der, ikke automatisk tænkes alle andre steder. Det er tekstens historiske problem, hvordan bliver den til, kan den optræde som en guide, kan folk læse den og have åbenbaringer der gennemgriber hele deres krop og sjæl og svaret er nej. Teksten virker på en andre måder, hvorfor undersøger vi ikke det. Denne undersøgelse ville automatisk fører til undersøgelser af forhold mellem tekst og 'projekt'. Dvs. man ville opstille situaitoner for tekster at virkei, man ville sætte dem i funktion, forsøge at få dem til at virke, gøre noget, stå i forhold til mennesker, ting, situationer osv. (og vi har på et helt andet niveua, nemlig i computeren og kybernetikken, en helt anden form for skriftens forhold, godt nok en helt andet skrift end den sproglige, men vores undersøgelser kan virkelig lærer noget her). Dermed har vi udvidet filosofien, den er ikke kun skrift, den kan ikke bare ikke reduceres dertil, den er den ikke kun. Men hvor er grænserne så for den? Det afsætter virkninger, filosofien er hvad der er brug for, den er det som virker og dette er virkelig meget og virkninger er ikke kun baseret på brutal, skøn eller nogen anden form for kræft, filosofien undersøger dem netop alle, har plads til dem.
Det er en klar forestilling som vi har, at computeren og dens tilhørende videnskaber kan give os brugbare redskaber og modeller i tænkningen af hvordan fremtiden kan ske. Funktionelle maskiner, der på den ene eller den anden måde udviser små-inteligent adfærd kan opfattes som nye måder at skrive verden på og dermed vender vi på en sær måde tilbage til filosofiens ambitioner, skriften skulle gøres virksom, den skulle skrive verden og skrives i verden. Det er det der sker her, godt nok sker det på små niveau, inden for systemteoriens decentrale, indre-ydre model og systemer overskrider ikke sig selv, de bliver ikke verdensherskere, med andre ord de kan ikke reducere alt til sig selv.




Et af de centrale problemer når vi taler om fremtiden er dens kontinuitet. Ordet dækker her over to forskellige retninger, der er sammenhænge der må bevares, gentages, følelser der må gennemføres. Så meget af vores liv hviler på tilvante forestillinger og vi kan ikke ændre det alt sammen på engang. Men kontinuiteten fortæller os også noget om hvordan vi kan arbejde. Den fortæller os om måder hvorpå vi kan producere virkelighed.
Det er vores interesse, en form for pragmatisk fremtid. Skønt de mere vilde ideer inden for transhumanisme og de videnskaber den bygger på er spændende og ved gud kan fortælle os meget, så er det ikke i første omgang det som interessere os. Istedet er det de nære forhold som vi forestiller os, at computeren og dens kumpaner kan hjælpe os med. På samfunds fronten forestiller vi os et langt bredere samarbejde med computere og maskiner, men også mellem mennesker via computere. I computeren er der mulighed for, at inkopere strukturer, samarbejds former fx, som ikke på samme måde er determineret, men virker i rummet, udspiller deres forhold. Ligeså kan man næsten sige, at visse computerprogrammer antager form af en teori, de er teoriens udtryk, men også den form hvormed den bliver bedst udtrykt. Det er skriftens sociale forhold til udvides. Skriften læses ikke kun, nu skriver den også, den fungere i den fysiske verden, den skrives ind i evolutionære processer og den skriver dem. Skriften er blevet funtionel. Den retning vi vil tage er, at en hel del ting omkring naturvidenskab, demokrati, formalitet osv. kan blive socialiseret, dvs. det kan komme ud og virke mere frit mellem hinanden, fremfor at være kun, at virke via bøger, via komplekse vokabularer (læg mærke til at vi ikke afløser, vi udvider).

Interessen for transhumanisme har et drej, den drejer i en hvis retning. Selvom vi kraftedme ikke søger det gode, så er det stadig udfra en hvis filosofi, en analyse af hvor vi står, hvad vi har brug for, at vi skriver. Transhumanisme er interesant, især fordi den ikke rigtig kan undgås, fordi den giver os det mest visionære, fantasifuld og dermed også (måske) mest gennemførte billed af hvilke forestillinger der ligger i hjertet af fx kognitiv videnskab. Det er utrolig klart, at det i hvert fald ikke er noget særlig godt opgør med videnskabens mekanistiske opfattelse og så alligevel, så sker det af bagvejen, det er som om videnskaben selv arbejder i en retning der overskrider de forhold. Sådan fremstilles det i hvert fald, fx af Ray Kurzweil. Det er totalt tåbeligt halvdelen af tiden, idet det taler med en påtaget frihed som om vi bare arbejder os derud.