Filosofi og skabelse.

I forhold til sidste post, kunne det nævnes at:
Filosofi i det hele taget i langt højere grad burde tage umuligheden af en sådan distinktion på sig. I sidste ende er alle de former for tænkninger, skrivninger, konceptuelle gennemgange osv. som filosofien gennemgår, selv handlinger. Men de forsøger stadig i forskellige forhold at diktere livet, diktere tænkningen, gøre et eller andet. Dette er ikke af det onde, men det er af det onde og desperate, hvis det faktisk ikke kan hvad det siger og det kan ikke hvad det siger, hvis det ikke forsøger. Hvis det forsøger, viser det hvor partikulært alle produktioner er og dermed afmonteres filosofiens metafysiske løgn. Den metafysiske løgn er påstanden om, at vi ved mere end vi ved. Nietzsche påpeger den hos Kant, når han siger, at Kants principper gælder for mere end de gælder, de er bredere end deres egen egentlige bestemmelse (uha Nietszche ville nok ikke bruge egentlige). Nu er det faktisk sådan, at alle vores udsagn ved mere end de selv ved, at jeg ved mere end jeg selv gør, at jeg kan sige ting til andre som er i modsætning til hvad jeg selv kan og gør, at det slet ikke er umuligt. Den metafysiske løgn er derfor ikke at den siger den ved mere end den rent faktisk selv kan, i sin egen bestemmelse, men at den ikke klargør alle de forskellige måder som denne viden gør sig gældende på. Den er en måde, den er fortsat en måde. Hvordan er den kun den ene måde? Ved at reproducere sig selv konkret, ved død og pine at holde fast i sig selv, gentage sig selv. Den siger det selv, metafysikken, at den eneste form for reduktion der findes er aktiv, dvs. en der foregår. En formel reduktion er en aktiv reduktion. Den gør det til noget bestemt som mangler ved verden og det altid noget bestemt der mangler, bestemte brikker, men de er ikke på forhånd bestemte, de bestemmes fortløbende og de bestemmer fortløbende.

Filosofien er på den måde på engang et pragmatisk princip og et kreativt princip. Det kreative ligger både i vores bestemmelsers merindhold og mangel. Men det er ikke evige mangler, de burde ikke føre os til desperation, nødvendigvis, de burde ikke fører os til at bestemme mangler i verden (med mindre der virkelig er mangler i verden), mangler ved vores egen viden, eller mangler ved hvad verden kan indeholde af viden - for det er ikke hvad metafysikken kan fortælle os. Den kan derimod fortælle os at vi hele tiden producere, at der ikke er nogen udgangspunkt eller endepunkt i nogen som helst ultimativ forstand.



Pincippet kan ikke formuleres - men det lyder nogenlunde sådan her: Jeg bestemmer noget, bestemmelsen rækker ud over mig selv, den kan forstås af andre fx (forstås anderledes, rumme mere, afsløre noget om mig, afsløre noget om verden), den kan forstå noget om verden (men jeg fortsætter ikke med hele forståelsen, jeg kunne fx med min forståelse bruge disse ord anderledes, men jeg bruger dem på den måde som jeg gør nu og for hvergang jeg skriver, kunne jeg bruge dem på en anden måde og på en hel mængde måder efterlader jeg de forskellige dele endnu mere åbne.) - men det vi gør forstås alligevel hele tiden, på den ene eller anden måde, det bliver 'rettet' til af fortsættelsen og rummene - kort sagt af virkeligheden (som jo så realistisk set ikke er noget fast men ganske forståeligt - vi kan her efterhånden tale om en Deleuziansk realisme). En realistisk virkeligheds opfattelse er en, hvor det som fungere, ikke kun fungere på en måde, men på mange måder. Forestillingen som ligger til grund for en formel systemteori er fx ret sjov her. I den kan systemer sættes op som entydige entiteter mellem hinanden. De bestemmer sig selv og deres forhold til omverden via feedback processer og dog må det siges og det påpeges for lidt, at der ikke er nogen systemer som ikke består af undersystemer. At mange systemer fungere i hinanden, at en del af et system, samtidigt er fungerende del af 5 andre, vidt forskellige systemer og at der endda kan være tale om ganske substansielle 'niveau' forskelle mht funktionen. Giver det mening, at sige at systemerne godt ved det selv? Niks, ikke entydigt, især da ikke fordi funktionerne sagtens kan fungere simultant og forudsætte hinanden for overhoved, at fungere, således, at vi ikke kan etablere et 'uden' for, eller et adskilte sted, hvor fra vi kan sige, at det gør det og det gør dat.

Vores pragmatiske princip har altså ikke noget centrum. Den anden side af princippet hører til muligheden for aktiv reduktion. Vi kan fastholde agter, vi kan gentage ting og fortsætte forhold. Vi kan, hvis vi skal følge system teori metaforen, opretholde, skabe, producere og tænke systemer. Og ikke bare det, vores omverden kan det også. Det er indfangelsen af denne process filosofien i høj grad har handlet om. vi kan blive bedre til at skabe. Vi kan forstå vores omverden. Vi har gerne ville lave denne forståelse, eller muligheden derfor, til udgangspunktet for verden. Det kan vi ikke, vores forståelse er partikulær (selvom den også er mer, men som sagt partikulær betyder ikke adskilt, alene, reduceret, det betyder konkret indtagende og indtaget af virkeligheden).

Deleuze bruger maskinel samling, som navn på princippet. Maskinel er her metaforen. En fungerende enhed. Lacan forsøger i en af sine seminarer, at relatere Freuds teori til kybernetik. Han fortæller os, at enhver tid må gentænke deres tænkere eller måske nærmere deres forhold. Freud tænkte et forhold, han tænkte det med sin tids metaforer. For os er det nødvendigt at tænke det med vores. Hvad er det som er nødvendigt at tænke? Det er kodningerne og deres forhold til samlingerne. Maskinen, og her skal vi tænke os en anden slags maskine end den mest simple af slagsen, er metaforen. En funktionel enhed, som ikke kan reduceres til sin egen funktionelle enhed, fordi de stabilisere sig (hvis vi tænker på kybernetiske maskiner) i en omverden. Det vi tænker os er overskridelser af forholdet mellem natur og kunstig, mellem bevidsthed og ikke-bevidst. Freud bruger pladespillerens riller som en metafor for hukommelse og han bruger den som sådan, fordi pladen overskrider dette skel, den spiller musik, dens kode transformeres til noget væsentligt andet end riller. Kybernetiske maskiner bryder med dette rum endnu mere fundamentalt, idet de kan sættes til, at fungere i forhold til, snart sagt enhver ting, enhver omgivelse (her tales "fabric" - I am pointing to laws of complex systems that are
invariant not only to transformations of their fabric, but also of their content. It does not matter whether the system’ content is neurophysiological, automotive, social or economic."). Det første sted man kan forsøge at forstå denne gennemgående karakter af forstillingen er denne. Lad os forestille os at vi har nogle dele, en chip, nogle hjul, nogle forskellige censorer osv. med disse dele kan vi bygge en maskine og vi bygger den sådan, at den har 1-3 feedback processer. Vi bygger den sådan, at den på forskellige måder har noget hukommelse, sådat at vi kan programmere den og nu kommer pointen. Alt efter hvad vi lader sensorene fokusere på vil maskinens systemer afhænge af forskellige ting og vi kan derfor forstille os, at selve maskinen (der jo laves med nogle dele og derefter progameres) fungere i et andet rum end den selv udgør. Den fungere i et andet rum, hvis den fx er designet til at selvorganisere og dermed finder en ligevægts tilstand, så er denne tilstand, ganske vist betinget af maskinen og maskinen etablere den indadtil, men vi kan se den ud af til og dens funktionelle egenskaber som maskine er udadtil.
Grunden til at Lacan ser disse maskiner som en ny brugbar metafor er, at hvad han søger er forholdet mellem det reele og det symbolske. Hvis vi tænker over pladen er forbindelsen mellem det symbolske og det reale adskilt. Vi ser ikke forholdet vokse frem, vi spiller musikken og indspiller den derefter på en plade. Indspilningen diktere programmeringen og der er ikke noget andet sprog for kodningen end dette forhold. Det giver ikke mening, at begynde at programmere riller i pladen. Kybernetiske maskiner er anderledes. Her kan vi observere skridtet fra tilfældighed til orden, fra en real orden til en symbolsk orden. Vi kan se hvor det mystiske opstår. Lacans mest simple eksempel er 3 bit. Hvis vi har en tilfældig talrække med 1 og 0 taller og vi deler disse op i 3 bits vil der være et endeligt og overskueligt antal 3-par. Via en meget simpel afgrænsning af talrækken, opstår en intern orden, som ikke i sig selv kommer fra afgrænsningen. For Lacan er det fra dette udgangspunkt, at vi kan begynde mere specefikt at tale om ligevægtstilstande. Men især kan vi tale om dem fordi maskinen er sat ud i verden, ikke adskilt fra verden, fordi det er i disse ordner, at den faktisk kan begynde, at fungere i verden, selv tage en eller anden form for stilling.

Der er to vigtigte pointer her - den ene er, at tekniske udviklinger (maskinelle samlinger) er vores konceptuelle rum. At dette rum på engang er det samme og dog noget nyt. Lacans tanke er i hvert fald, at Freud sagde noget vitalt om psyken og os mennesker (om virkeligheden), han sagde det med sine metaforer og nu siger vi det samme igen, på en ny måde, med vores ord og det er ikke det samme længere, ikke blot det samme. Det er nødvendigt at sige det igen. Dette er vores pragmatiske pointe, det er ikke nok, fx at sige hvad man mener, man må også forestille sig, at den måde man mener det på (fx siger man mener det) er en del af den mening man producere.) Her relatere metaforene sig til hvad vi rent faktisk er istand til med de maskinelle samlinger som udgør vores virkeligheds-konceptuelle rum. Vi er istand til at tænke væsentligt længere i forhold til konkrete forhold med maskiner og deres hukommelse, end vi er med en plade. Ligeså med kommunikation. Vores forhold til kommunikation har ændret sig temmelig vitalt de sidste 5o år, da det er gået fra radio til internet. Fra radiobølger til sateliter. Fra monopol til et eller andet.

Når jeg er så interesseret i den pædagogiske skole der arbejder med konkretiseringer af læring er det fordi de forsøger at udøve denne 'historiske pointe'.